Samsung Galaxy Bloom – ikke Galaxy Fold 2 – til kvinder i 20’erne
Her gik alle og troede, at opfølgeren til Samsung Galaxy Fold ville hedde Galaxy Fold 2, men navnet bliver i stedet for Galaxy Bloom. Det afslørede Samsungs administrerende direktør, DJ Koh, på CES 2020.
Samsung Galaxy Bloom er primært til kvinder
Udover det noget anderledes navn, så bliver selve telefonen også noget anderledes end Galaxy Fold. Hvor Galaxy Fold åbner ud til siden, så åbner Galaxy Bloom op som en musling – helt i stil med klaptelefoner fra gamle dage og på samme måde som Motorola Razr.
Tanken med navnet er, at telefonen mest af alt skal rettes mod kvinder i 20’erne. Så er det med at blomste åbenbart vejen frem… Samsung siger samtidig, at navnet og designet på telefonen er inspireret af nogle af Lancomes skønhedsprodukter. Måske det er derfor, billedet af Galaxy Bloom sender tankerne hen på en pudderdåse.
Se også: Anmeldelse af Samsung Galaxy Fold
Nyheder i Galaxy Bloom
Udover, at Galaxy Bloom altså klappes op og ikke ud til siden, så er der også den forskel, at der ingen plastikfilm er på skærmen. Det var der på Galaxy Fold og den film troede mange anmeldere skulle tages af – den havde dog en vigtig beskyttelsesfunktion og det endte hurtigt med mange defekte skærme på den dengang helt nye Fold, så blev trukket tilbage. Først nogle måneder senere kom den igen i en ny version, som faktisk har vist sig at være en rigtig god mobil.
I stedet for at bruge beskyttelsesfilm har Samsung haft held med at lave en ultra tynd og bøjelig skærm til Galaxy Bloom. Den nye klapmobil skulle også kunne optage video i 8K og der vil komme både en version med 4G og en med 5G.
Formentlig bliver den nye Galaxy Bloom lanceret den 11. februar sammen med Galaxy S20 telefoner og den ventes også at komme til salg i Danmark.
Se også: Nyheder om Samsung