Samsung Galaxy Note 2 4G test: En teknologisk drøm

Den nye Note 2 er en forbedret variant af forgængeren på næsten alle måder og er så tæt på det teknologisk fuldendte, som man kan drømme om.

Samsung Galaxy Note 2 4G test: En teknologisk drøm

Snakken man kan være foruden

For dem, der synes, skærmen er for stor til at bruge med én hånd, kan man heldigvis indstille visse funktioner, der gør det lettere for kortfingrede personer. For eksempel kan man få en formindsket variant af opringningsknapperne eller tastaturet, og du kan også vælge, om du vil have dem til højre eller venstre for skærmen.

Selve skrivegenkendelsen er blevet meget bedre siden den originale Note, og nu kan man tilmed skrive formler, der via et automatisk fremkommende pop-up kan få et svar ved hjælp af en hurtig websøgning. Tegner man i stedet geometriske figurer, kan mobilen automatisk pynte på kanterne. Studerende bør sætte pris på disse nye funktioner.

Andre ikke-pen-relaterede små finesser er for eksempel, at hvis du vifter med hånden oven over skærmen, mærker mobilen det og vækkes til live og viser, om du har fået en sms eller misset en samtale, uden for den sags skyld at låse telefonen op.

Fra S3 kommer funktionen, at man bare skal løfte telefonen mod øret, hvis man vil ringe til den person, hvis sms man lige har læst, og at skærmen holder sig vågen, når du ser på den. Skærmen kan også mærke det, hvis du lægger dig på siden i sengen, og skifter så ikke skærmvisning til horisontal, selvom mobilen skifter stilling.

Andre ”smarte” løsninger (der ifølge ubekræftede kilder har en søster, der hedder Siri) kan man klare sig uden. S-voice er en sjov gimmick, og man kan få sig et godt grin, når den tolker det, du siger, forkert, men særlig brugbart er det ikke. Dog er mobilens indbyggede højtalere rigtigt gode, så der er ikke stor chance for, at du ikke kan høre S-voices fejltolkninger.