Samsung Galaxy Note 2 4G test: En teknologisk drøm

Den nye Note 2 er en forbedret variant af forgængeren på næsten alle måder og er så tæt på det teknologisk fuldendte, som man kan drømme om.

Samsung Galaxy Note 2 4G test: En teknologisk drøm

Har næsten alt hvad du kan tænke dig

Hardwaremæssigt kan Note 2 ikke beskrives som andet end et monster. Quad core-processoren er i og for sig den samme som i Galaxy S3, og den er på ingen måde dårlig, men her er den næsten for god.

Telefonen gav mig ingen modstand, uanset hvad jeg udsatte den for, weblæsning med flere åbne sider, musik, film, spil, office-programmer, e-mail med mere, og kombineret med hinanden – det spillede helt enkelt ingen rolle.

Jeg kunne tilmed afspille et højt opløst YouTube-klip, samtidig med at jeg afspillede en HD-film med videoafspilleren. Hvorfor man egentlig skulle have brug for det, kan man tale længe om, men pointen er, at man kan.

Galaxy Note 2 opdatering

Du finder også NFC (sidder på indersiden af batteriklappen), Bluetooth 4.0, A-GPS og Glonass, fuld HD-videooptagelse, S-beam, Samsung Allshare, HDMI via mikro-USB-stikket (adapter medfølger desværre ikke), et gigantisk batteri på 3.100 mAh (der ganske vist er et must med tanke på den store skærm og andre strømkrævende funktioner), 3G i hastigheder op til 21 Mbit/s, 2 GB ram-hukommelse (!) og op til 64 GB lagringshukommelse, hvis du er villig til at betale for det. Kort sagt, den har det meste.

Den 5,5 tommer store skærm er et kapitel for sig selv, og jeg kan ikke andet end at bøje mig i støvet for den. Der er dem, der vil sige, at den har lavere skærmopløsning end forgængeren, der er andre, der vil sige, at det ikke spiller nogen rolle, fordi den benytter RGB matrix i stedet for PenTile, personligt er jeg fuldkommen ligeglad med den diskussion.

Skærmen er rigtig skarp, dimensionerne er nu, som de bør være, det vil sige 16:9, opløsningen er på 720p, farverne er stærke med mindre ”falsk glans”, end man er vant til på Super AMOLED-skærme, den har god betragtningsvinkel, den reagerer fint på både min finger og pennen, og den beskyttes af Gorilla Glass 2. Hvad mere kan man ønske sig?

Kameraet er også et behageligt bekendtskab. Lidt støjet bliver det under dårlige lysforhold, men det regner man også med, når det kommer til mobilkameraer og deres, af logiske årsager, begrænsede sensorstørrelser.

Indstillingsmuligheder i kamera-appen er der masser af, og den hurtige seriefotografering (dog max 20 billeder ad gangen og med ”fin billedkvalitet” i stedet for ”superfin”) er et fint supplement, der er smart, hvis man skal fotografere knægtens skud på mål i fodboldkampen eller til at fange et billede af den grinende kæreste, som hun faktisk ikke tvinger dig til at slette.

Sammenfatning

Efter min mening er Samsung Galaxy Note 2 og Samsung Galaxy S3 de to bedste Android-mobiler på markedet i dag.

At de havner ved siden af hinanden på skalaen, er ikke så underligt med tanke på, at de deler mange komponenter og løsninger, og den kommende S3-opdatering til Jelly Bean vil mindske forskellen yderligere.

Hvilken af mobilerne man vælger, har til slut mere at gøre med, hvordan man har tænkt sig at bruge sin telefon, og hvor smertegrænsen går i forhold til størrelse. Personligt ville jeg vælge Note 2, men så skal man huske, at jeg er helt vild med pennen, har store hænder og oftest tøj med rummelige lommer.

Og skal jeg vælge mellem den med 4G og den uden 4G, så vil jeg naturligvis vælge den med 4G. Samsung Galaxy Note 2 er langt fra et årodukt for alle, men med 4G kommer Samsung Galaxy Note 2 virkelig til sin ret og er så tæt på det teknisk fuldendte, som man kan drømme om lige nu.