Samsung Galaxy S10 lancering den 20. Februar i San Francisco
Samsung har netop annonceret, at Samsung Galaxy S10 bliver lanceret den 20. februar i San Francisco.
Samsung Galaxy S10 lancering den 20. februar
De har i hvert fald oplyst, at næste Unpacked event finder sted den dato i San Francisco og Samsung benytter altid Unpacked events til lancering af enten S- eller Note-telefoner. Der er tilmed et 10-tal på invitationen.
Samtidig passer det med det forventede tidspunkt for lanceringen. Det var godt nok forventet, at S10 ville blive lanceret på MWC 2019 i Barcelona ugen efter, men det bliver altså ikke tilfældet.
S10 skal forsøge at vende den negative salgstrend, som Samsung har været ramt af med de seneste generationer af S-serien. Hverken S8 eller S9-telefonerne har solgt som håbet, selvom de faktisk har været blandt de allerbedste telefoner de år, de kom ud på markedet. Nyhederne har været for små til rigtig at batte i kampen med Huawei, der har sat alle sejl ind på at tage store skridt fremad.
Det bliver spændende at se, om Samsung tør slippe tøjlerne med S10 og ganske enkelt give fuld gas på nyhederne.
Se også: Forventet pris på Samsung Galaxy S10
Mere nyt om Flex kan komme
Invitationen indikerer også, at der er noget mere i gære angående Galaxy Flex, Galaxy Fold eller hvad den nye foldeud-mobil nu kommer til at hedde. Der er i hvert fald en fold på invitationen, der peger i den retning. Flex tyder på at blive en virkelig innovativ mobil, der forsøger at rykke grænserne for, hvordan vi kan bruge vores mobiltelefon. Den store nyhed er, at skærmen kan gøres større og mindre alt efter, hvad man skal bruge den til.
Under alle omstændigheder bliver det interessant at følge med den 20. februar og du kan naturligvis læse alt om S10 og Flex på mobil.nu på selve lanceringsdagen, så fremt de begge bliver præsenteret.
Se også: Rygter om Samsung Galaxy S10