Samsung Galaxy S21 serien vil se sådan her ud
Rygterne begynder at spidse til, jo tættere vi kommer på udgivelsen af Samsung næste topmodeller fra S21 serien. Der er dukket friske renders op på nettet, som giver et ret godt billede af, hvordan de nye telefoner fra Samsung kommer til at se ud. Billederne er lavet af den hollandske blog LetsGoDigital, der angiveligt har kilder internet i Samsung med de informationer, der har resulteret i billederne.
Se også: De 5 bedste Samsung Galaxy-telefoner
Samsung Galaxy S21 i tre varianter
Galaxy S21 serien, som den kommer til at hedde, er rygtet til at komme allerede i januar 2021 i stedet for slut februar, som plejer at være tilfældet. Der var ellers rygter om, at den kunne komme til at hedde S30, men LetsGoDigitals kilde fortæller, at de holder trit med årstallet og kalder den S21. Det lyder også mest logisk. Lige som sidste års model vil den udkomme i tre udgaver: En Ultra-model, en + model og en standardmodel.
På billederne kan man også se, hvilke farvevarianter hver variant kommer i. Og det er også tydeligt at se, at der er ret stor forskel på størrelsen af kameramodullet. Kameraerne glider i øvrigt fint sammen med rammen af telefonen og er altså ikke helt afgrænset som på tidligere modeller.
Se også: Store mobiler med store skærme – fordele og ulemper
Galaxy S21 Ultra med S-Pen
Hvis man har fulgt lidt med i udviklingen hos Samsung, har man måske hørt, at Note serien siges at blive udfaset. Det sker, fordi Samsung vil rette fokus mod de foldbare telefoner, siger rygterne. Men S-Pennen er på ingen måder død.
Den kommer til at være til stede i Galaxy S21 Ultra. I år bliver der altså for alvor forskel på Ultra modellen over for de andre og forbrugerne har altså et dilemma foran sig, når der skal vælges mellem de tre modeller.
Tre topmodeller – men Ultra bedst
Specifikationerne er, som vi forventer fra Samsungs topmodeller, de absolut bedst mulige på markedet. Skærmene er naturligvis forskellige i størrelse, men de kommer med samme opløsning og alle med 120Hz opdateringsfrekvens.
Processoren er, alt efter hvor man bor, henholdsvis en Snapdragon 888 eller Samsungs egen Exynos 2100. I Europa vil S21 serien være udstyret med Exynos varianten. De to store modeller, + og Ultra, har enten 12GB eller 16GB RAM. Den mindre S21 holder sig på 8GB RAM. Lagerpladsen spænder fra 128GB op til 512GB alt efter modellen.
Som man kan se på billederne, er Galaxy S21 Ultra udstyret med et noget større kameramodul end de to andre modeller. I følge LetsGoDigital vil S21 Ultra som den eneste være udstyret med en 108 megapixel sensor og hele to kameraer med zoom. Både et kamera til 3 gange optisk zoom og et helt op til 10 gange zoom.
De to mindre modeller vil være udstyret med to gange 12 megapixel sensorer og et 64 megapixel kamera til 3 gange hybrid zoom.
På batterifronten er der fyldt godt op med 5.000 mAh på Galaxy S21 Ultra, 4.800 mAh på Galaxy S21 og 4.000 mAh på Galaxy S21. Ultra modellen vil understøtte 45W opladning, mens de andre til kan klare op til 25W opladning. Spørgsmålet er så, om der overhovedet er en lader med i æsken. Der florerer rygter om, at Samsung vil kopiere Apple, trods drillerier fra Samsung mod Apple for blot få måneder siden.