Samsung Galaxy S5 Prime forventes klar til juni i begrænset oplag
En del var skuffede over materialevalget til Samsung Galaxy S5 og det oser da heller ikke væk af overdådighed, selvom den koster mere end 5.000 kroner. Men det skulle Galaxy S5 Prime rette op på, lyder det fra mange kanter.
Spekulationerne om Galaxy S5 Prime tog fart, da man spottede en enhed med modelnavnet SM-G906 i databasen hos benchmark-testen GFXBench.
I databaseloggen kunne man således se, at modellen har AMOLED-skærm på 5,2 tommer med 2K-opløsning (2560 x 1440 pixel), 3 GB RAM og 32 GB hukommelse.
Netop skærmen er skyld i, at den formentlig kun kommer i begrænset oplag. Den er ganske enkelt for dyr at producere i store mængder, lyder det fra en anonym kilde hos Samsung.