Samsung Galaxy S7 og S7 Edge forudbestilt i rekordmange eksemplarer

Samsung Galaxy S7 og S7 Edge er klar til salg i de danske butikker i dag og Samsung oplyser, at de nye mobiltelefoner er blevet forudbestilt i rekord mange eksemplarer i Europa - specielt i Norden er det eksploderet.

Samsung Galaxy S7 og S7 Edge forudbestilt i rekordmange eksemplarer

Preorders af Galaxy S7 og Galaxy S7 Edge går tilsyneladende ikke for godt i Samsungs eget hjemland, Sydkorea, men i Europa ser det ud til, at de har fået godt fat i preorder-fasen.

Det oplyser Samsung i hvert fald i en skrivelse.

200 procent stigning i Norden

Således skulle der være forudbestilt mere end det dobbelte af tidligere Galaxy-enheder i Europa og i de nordiske lande er antallet af forudbestillinger steget med over 200 procent sammenlignet med lanceringen af forgængerne Galaxy S6 og S6 edge i 2015.

Det er Galaxy S7 edge, der er den mest populære af de to nye mobiltelefoner og står for 61 procent af de samlede forudbestillinger i Europa.

Se også: Test: Galaxy S7 og S7 Edge

 

Samsung: Vi har lyttet til kundernes behov

En del af den store interesse kan måske tilskrives, udover at der er tale om to fantastisk gode mobiltelefoner med flere rigtig gode og praktiske opdateringer i forhold til forgængerne, at der følger et gratis sæt Gear VR virtual reality-headset med i købet til alle dem, der har forudbestilt telefonerne senest den 10. marts.

”At efterspørgslen efter Galaxy S7 og S7 edge har været så overvældende, tror jeg i vid udstrækning kan tilskrives, at vi har lyttet til vores brugeres behov i produktudviklingen. Eksempelvis har vi tilføjet plads til ekstra hukommelseskort, gjort telefonen modstandsdygtig over for støv og vand, og så har vi øget batterilevetiden en betragtelig del. Et godt kamera og et stilrent design er også faktorer, som vores brugere har efterspurgt, så det har vi inkluderet i de nye telefoner”, fortæller Jimmy Voss, salgschef for telecom hos Samsung Danmark.

Se også: Sammenlign priser på Samsung Galaxy S7 og S7 Edge