Samsung Galaxy S8 kan få stereohøjtalere
I sidste måned opkøbte Samsung lydeksperterne i Harman for en pris på 8 milliarder dollars og allerede nu kommer der rygter om stereohøjtalere fra Harman i den kommende Galaxy S8.
Ifølge FoneArena skulle interne kilder have sagt, at den næste Galaxy-telefon får ikke bare en, men hele to højtalere, hvilket sætter den i samme liga som iPhone 7 fra Apple, der også er den første iPhone med dobbelte højtalere.
Se også: Guide til Samsung mobiler
Logisk træk med stereo-højtalere i Galaxy S8
Det ville være et smart træk for Samsung at følge i hælene på Apple i dette tilfælde, da Harman er en stor kanon inden for audioverden med en lang række mærker under sig så som JBL, AKG og Harman Kardon.
Alt er selvfølgelig kun rygter indtil videre, og med i hele historien er, at Samsungs motivation for at købe Harman faktisk ikke var audio-afdelingen, men på grund af deres viden om in-car-teknologi.
Alligevel ville det jo være spildt potentiale, hvis ikke Samsung udnyttede andre områder af Harmans ekspertise.
Se også: Sammenlign pris på Galaxy S7 Edge
HTC har stadig de bedste audio-mobiler
Hvordan højtalerne helt præcist bliver placeret, vides ikke endnu. Det kan blive stereohøjtalere vendt fremad som HTCs smartphones eller i bunden af enheden.
Netop HTC har før imponeret med lydteknologien i deres telefoner, så nu må vi se, hvad Samsung har i posen til os. HTC’ One-telefoner og den seneste HTC 10 står stadig som de telefoner, der skal overgås.
Se også: Rygter om Galaxy S8
Rygter om Samsung Galaxy S8
Vi forventer at blive præsenteret for Samsung Galaxy S8 til april ved et stort event i New York i 2017. To varianter forventes: En med skærm på 5,7 tommer og en med en skærm på 6,2 tommer, denne i Oled-version uden kanter.
Der er flere rygter om processoren, der enten kan være en Snapdragon 830 eller en Exynos 8895. men da Qualcomm lige er kommet med den helt nye Snapdragon 835, kan det også være, at Samsung satser på den – hvis den ellers arter sig.
Der var store udfordringer med Snapdragon 820, der let blev varm og overophedede og er der de mindste problemer med processoren, vil Samsung formentlig ikke vælge den, da de har for meget på spil efter Note 7-fadæsen.
Se også: Nyheder om Samsung