Samsung lover 4 års sikkerhedsopdateringer til telefoner
Det er ikke så længe siden, at Samsung til stor glæde for mange Samsung-brugere fortalte, at de vil give en lang række af deres telefoner tre store Android-opdateringer. Hidtil kunne vi sætte næsen op efter maksimalt to. Nu smider de så lidt ekstra godter i opdateringsposen.
Samsung vil sikkerhedsopdatere alle telefoner fra 2019 og frem i fire år
De vil nemlig sende sikkerhedsopdateringer ud til alle telefoner og tablets lanceret siden 2019 i mindst fire år. Det skulle gælde både billige og dyre modeller. Disse sikkerhedsopdateringer sendes ud enten hver måned eller hver kvartal. Det afhænger af model og region.
Samsung forklarer, at de ønsker maksimal sikkerhed for deres mobilkunder, da mobile enheder spiller så stor rolle i folks liv. Derfor er det også kun naturligt, at vi beholder vores telefoner i længere tid, forklarer de. Det betyder videre, at sikkerhed og opdateringer skal prioriteres i fremtiden.
Se også: Telefoner der er sikre at bruge
Er pludselig det trygge valg
Med dette tiltag på sikkerhedsfronten og med de tre års store Android-opdateringer, står Samsung pludselig som et super stærkt valg, når man skal vælge en telefon med høj sikkerhed. Der er dog stadig lidt vej op til Apple, der opdaterer alle deres telefoner i mindst fem år.