Samsungs officielle forklaring: Derfor brød Galaxy Note 7 i brand
Samsung har nu officielt bekræftet årsagen til, hvorfor Galaxy Note 7 brød i brand. Det var batteriet, forklarede Samsung på et netop afholdt pressemøde.
Samsung skulle have haft omkring 700 ingeniører på sagen, der har undersøgt 200.000 enheder og mere end 30.000 batterier og de er kommet frem til, at det er designet og produktionen af batteriet, der er skyld i det.
To batterifejl i Note 7
Samsung forklarer, at det første batteri, der kom til Note 7, var pakket ind i en for lille skal og derfor kunne få batteriet til at overophede og bryde i brand.
Det andet batteri, der kom til Galaxy Note 7, havde ikke denne fejl, men selve produktionen af det batteri var forhastet og havde en produktionsfejl, der også førte til, at batteriet overophede og brød i brand.
Batterifejlene på Galaxy Note 7 førte til, at Samsung måtte tilbagekalde 2,5 millioner telefoner og det er vurderet, at sagen har kostet Samsung mellem 35-38 milliarder kroner i tabt fortjeneste.