Sådan vil Samsung presse de sidste Note 7-brugere til at indlevere telefonen
Trods rigtig mange historier og eksempler på, at Galaxy Note 7 bryder ud i brand og er til fare for folks sikkerhed, så er der stadig mange, der ikke har sendt deres Note 7 retur til Samsung endnu. Det er Samsung naturligvis ikke glade for, da de ikke ønsker flere ture i mediemøllen på grund af nye Note 7’ere, der bryder ud i brand.
Derfor tager Samsung nu et noget usædvanligt tiltag i brug for at få de resterende Note 7-brugere til at indlevere telefonen til Samsung. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Se også: Test af Samsung Galaxy S7
Vil reducere batterikapacitet på Note 7 med 60 procent
De vil nemlig snart sende en opdatering ud til Note 7 Over the Air (OTA), der vil begrænse batterikapaciteten til kun 60 procent.
Der er ikke så meget tale om et sikkerhedsmæssigt tiltag for selve telefonen, men forhåbningen er, at brugerne bliver så irriteret over dette, at de presses til at indlevere telefonen til Samsung.
Opdateringen skulle blive sendt ud den 31. oktober.
Se også: Bedste tilbud på Galaxy S7
Man får det fulde beløb retur
Samsung oplyser, at cirka 66 procent af alle solgte Note 7-enheder i Europa er returneret til Samsung, efter de for to uger siden officielt annullerede telefonen og stoppede al produktion af telefonen og bad alle samarbejdspartnere og Note 7-ejere om at returnere telefonen til Samsung.
Når man indleverer sin Note 7 til Samsung, får man hele beløbet for telefonen tilbage eller mulighed for at bytte til en anden Samsung-mobil. Er der forskel i prisen på Note 7 og den Samsung-mobil man vælger, får man dette beløb udbetalt. Note 7 var Samsungs dyreste telefon.
Se også: Nyheder om Samsung