Samsung siges at nedjustere salgsmålet for Galaxy S7 med 20 procent
Samsung Galaxy S7 har været en stor succes for Samsung og har genereret en hel del profit på bundlinjen for selskabet, der med denne telefon har vist, at de kan det der med at lave telefoner, folk vil have.
Næste flagskib bliver en phablet, og måske er det den, der er skyld i, at Samsung efter sigende har nedjusteret målet for antal solgte Galaxy S7 med 20 procent for tredje kvartal af 2016.
Se også: Samsung Galaxy S7 – bedste pris
Forventer 6 millioner færre solgte enheder
Det er Digitimes, der står bag oplysningerne om, at Samsung har informeret deres leverandører om, at de skal reducere lagerbeholdningen af komponenter til tredje kvartals telefoner. 10-20 procent har Samsung nedjusteret deres forventninger til salget med, skriver Digitimes.
Det menes, at Samsung oprindeligt havde et mål på 30 millioner solgte enheder i tredje kvartal, og med nedjusteringen betyder det således, at de trækker omkring seks millioner enheder fra det tal.
Se også: Anmeldelse af Galaxy S7 Edge
Galaxy S8 også ude i horisonten
Udover Galaxy Note 7s snarlige lancering, der helt sikkert også har spillet ind på denne beslutning, er en af årsagerne formentlig også, at efterspørgslen på high-end-telefoner er faldende.
Jo nærmere vi kommer en lancering af en Galaxy S8, jo mindre tilbøjelige er kunderne også til at købe en Galaxy S7. Galaxy S8 forventes ude en gang i begyndelsen af 2017.
Se også: Nyheder om Samsung