Samsungs foldbare mobil kan komme til at hedde Galaxy Flex eller Samsung Flex

Ifølge WSJ arbejder Samsung lige nu med to navne til deres nye foldbare mobil med skærm på 7,3 tommer, nemlig Galaxy Flex og Samsung Flex.

Samsungs foldbare mobil kan komme til at hedde Galaxy Flex eller Samsung Flex

For et par uger siden ved selskabets udviklerkonference afslørede Samsung en række nye Infinity skærme. Blandt dem var Infinity-O, der kommer til at sidde i en række mellemklasse-telefoner, men også i Galaxy S10-flagskibet. Den mest interessante af de nye skærme er dog Infinity Flex-skærmen. Det er den, vi forventer at se i Samsungs første foldbare smartphone.

 

Samsung Flex eller Galaxy Flex

Ved konferencen præsenterede Samsung desuden den helt nye brugerflade, der skal være i alle deres enheder, også i den foldbare telefon. Der var dog en ting, de ikke afslørede, selvom alle nok sad spændte og ventede på netop den afsløring – hvad kommer den foldbare telefon til at hedde? Det er der selvfølgelig mange gæt på, og nye rygter kommer med to mulige navne.

Wall Street Journal har en artikel, der handler om den kommende Samsung Galaxy S10 i 5G-versionen. Men der er også lidt andet gemt i artiklen, nemlig lidt information om den foldbare telefon. Her står, at telefonen kommer til at åbne som en bog og dermed får en skærm på 7,3 tommer. Wall Street Journal fortæller, at Samsung-cheferne stadig diskuterer navnet på telefonen, og at Samsung Flex og Galaxy Flex er to kandidater.

Se også: Anmeldelse af Samsung Galaxy S

 

Flex har været længe undervejs

Vi har hørt rygter om denne telefon i årevis, men Samsung har ikke skyndt sig med at få den på markedet. I en periode havde den kælenavnet Galaxy X, siden Galaxy F. Ingen af de navne er blevet bekræftet af Samsung. De to navne, Wall Street Journal nævner, giver begge god mening, men der er dog et, vi finder mere sandsynligt. Galaxy F, hvor F står for Flex giver mening, men F lyder ikke helt så sexet som Flex.

Galaxy er noget, mange forbinder med Samsung, så det ville være underligt, hvis Samsung valgte, ikke at tage det med. Især da den nye model er en Android som alle andre Galaxy-telefoner fra Samsung.

Se også: Find billig Samsung Galaxy S

 

Flex klar i starten af 2019

I artiklen står også, at Flex-mobilen kommer på markedet i begyndelsen af 2019. Der er dog ikke nogen specifik dato at hente. Tidligere har vi hørt, at den kommer i marts sammen med Galaxy S10-serien. Vi har også hørt, at mobilafdelingen hos Samsung er under pres og skal levere nye innovative enheder. Det ekstra pres skyldes, at 2018-flagskibene fra Samsung ikke har imponeret salgsmæssigt.

Med det in mente giver det god mening, hvis koreanerne vil have flagskibene på markedet så hurtigt som muligt.

Efter sigende kommer Samsung til at afholde en pressekonference i midten af februar, hvor 5G-versionen af Galaxy S10 kan blive afsløret. Selvom Flex-telefonen allerede er blevet præsenteret ved Samsungs udviklerkonference, kommer den helt sikkert til at blive hovednummeret ved et event næste år. Spørgsmålet er, om Samsung vil præsentere S10 og Flex-telefonerne ved samme event, eller om de tager en topmodel ad gangen. Det kan være, vi ser en af dem ved Mobile World Congress 2019 i slut-februar/start-marts.

Se også: Nyheder om Samsung Galaxy Flex