Samsungs officielle svar på Galaxy Fold-problemer
For blot et par dage siden hørte vi fra flere af de anmeldere, der havde fået testeksemplarer af Samsungs Galaxy Fold, at de havde problemer med skærmen i den foldbare telefon. Allerede efter meget kort tids brug begyndte skærmen at udvise problemer, hvor dele af den blev sort og lignende irriterende problemer.
Samsung klar med svar på defekt skærm på Galaxy Fold
Først var Samsung meget tavse, men nu er der kommet en officiel udmelding fra selskabet til The Verge.
Her skriver de: ”Et begrænset antal af de tidlige Galaxy Fold-eksemplarer blev sendt ud til medier for at blive anmeldt. Vi har fået et par tilbagemeldinger om hovedskærmen på de udsendte eksemplarer. Vi vil grundigt gennemgå disse eksemplarer for at fastslå årsagen til problemet. Nogle af anmelderne har fortalt, at de har fjernet det øverste lag af skærmen, hvilket har skadet skærmen. Hovedskærmen på Galaxy Fold har et øverste beskyttende lag, der er en del af skærmens struktur og designet til at beskytte skærmen mod uønskede ridser. At fjerne det beskyttende lag eller lægge noget andet henover skærmen kan ødelægge den. Vi vil sørge for, at den information er tydelig for kunderne.”
Se også: Pris på Samsung Galaxy Fold
Fjernede skærmfilm på Galaxy Fold
Som Samsung nævner her, var der flere af anmelderne, der troede, at skærmens øverste lag var en beskyttende film af traditionel slags, som man fjerner, når man får telefonen. I Folds tilfælde er det dog ikke tilfældet, og at fjerne laget kan, som Samsung skriver, ødelægge skærmen.
Det er på den anden side ikke overraskende, at en helt ny teknologi løber ind i problemer, børnesygdomme kan man også kalde det. Vi håber, Samsung får styr på problemerne, inden telefonen skal ud til masserne om ganske kort tid. Den 26.april kan Galaxy Fold bestilles i Danmark og den er klar til levering den 3. maj, hvor det rigtige salg af telefonen starter.
Se også: Nyheder om Samsung Galaxy Fold