Stor stigning i det globale salg af smartphones

Der er i første kvartal 2024 sket en 10 procent fremgang i det globale salg af smartphones, og særligt Samsung, som er størst, kan glæde sig over flot fremgang.

Stor stigning i det globale salg af smartphones

I en ny rapport fra Canalys oplyser analyseinstituttet, at der er blevet leveret i alt 296,2 millioner smartphones i løbet af 1. kvartal 2024. Det er en stigning på 10 procent i forhold til samme periode året inden og samtidig første gang i løbet af 10 kvartaler, at vi har set en tocifret stigning.

Se også: De bedste priser på mobiltelefoner

Samsung er størst i 1. kvartal

Samsung ligger igen på førstepladsen med markedsandel på 20 procent og 60 millioner solgte telefoner. Det skyldes blandt andet en opfrisket Galaxy A-serie og stor efterspørgsel efter flagskibene i Galaxy S24-serien med AI-funktioner.

Da Galaxy S24-serien blev lanceret tidligere på året end i fjor, gjorde det samtidig, at Samsung har kunnet sælge 13,5 millioner enheder i løbet af kvartalet. Det er en stigning på 35 procent i forhold til året inden.

Apple og Xiaomi er efter Samsung

Apple må se sig henvist til andenpladsen med en markedsandel på 16 procent og 48,7 millioner solgte iPhones. Apple oplevede i perioden et fald på 16 procent i antal leverede enheder på tværs af sine vigtigste markeder.

Xiaomi ligger på tredjepladsen med 40,7 millioner enheder og en markedsandel på 14 procent.

På fjerdepladsen finder vi Transsion med 28,6 millioner enheder svarende til 10 procent af det globale marked. Det betyder en stigning for ejeren af Tecno, Infinix og Itel på 86 procent i forhold til året inden.

Den voldsomme stigning skyldes en stor efterspørgsel på udviklingsmarkeder som Mellemøsten, Afrika og Latinamerika.

Oppo ligger nummer fem med 25 millioner enheder og en markedsandel på otte procent.

Se også: Nyheder om mobiltelefoner