Stort interview med Samsungs europæiske mobilchef

Mobil har fået sig en snak med Samsungs europæiske chef Jean-Daniel Ayme om alt fra nye gadgets til børnearbejde.

Stort interview med Samsungs europæiske mobilchef

Samsungs montre på IFA var endnu ikke åbnet for offentligheden i Berlin, hvor Samsung havde hyret hele den nybyggede City Cube-bygning i forbindelse med messens sydlige dele. Trods det var der mange mennesker på området.

Bag afspæringerne fik jeg en snak med Jean-Daniel Ayme fra Samsung, der står for elektronikgigantens europæiske mobilvirksomhed. Med sig havde han flere af de nye gadgets, der blev lanceret ved Samsungs pressemøde dagens før, og vi slår os ned i et provisorisk opbygget konferencelokale.

Den mobilsatsning på Tizen, som Samsung skulle have gennemført med en lancering af den første Tizen-telefon på det russiske marked, blev for nylig udskudt på ubestemt tid. Hvordan ser planerne for Tizen ud?

”Vi har udskudt lanceringen af vores Tizen-enhed, fordi vi vil lancere på det rette tidspunkt med det rette økosystem færdigt. Vi fortsætter med at investere i Tizen, ikke kun til smartphones, men også til kropsbårne enheder og TV-apparater, for vi synes, det et meget lovende og fleksibelt styresystem. Vores strategi har de sidste tyve år handlet om flere styresystemer”.

Det er svært at lokke brugere til uden nogen mobiler, og det er svært at få udviklere til at satse på systemet uden brugere. Hvad tænker du om det?

”Det er altid en udfordring at arbejde med flere styresystemer. Vi efterstræber at levere den bedste oplevelse til vores kunder. Det partnerskab, vi har med Google lige nu, er meget succesfuldt, og Android forbliver vores hovedsystem til smartphones. Men vi vil fortsat investere på det her område.

Kropsbårne enheder er jo en populær trend lige nu. Hvilke slags enheder kan vi forvente fra Samsung i fremtiden?

”Vi har lige annonceret Gear S. I år spås markedet for smartwatch at vokse med 5 millioner globalt, og analytikere tror, at der vil blive solgt 135 millioner enheder i 2020. Vi vil fortsætte med at investere i dette marked”, siger Jean-Daniel Ayme og har fået talt sig varm om det nye Gear-ur.

De fleste smarte ure på markedet er ret klodsede og nørdede. Tror du, de bliver mindre og flottere i fremtiden?

”Vi arbejder meget med designet på vores enheder med vores formgivere verden over. Der er et ret anderledes design på denne enhed sammenlignet med vores tidligere ure. Vi tager buede skærme til at nyt niveau med det”.

Men det er stadig ret stort?

”Det skyldes den fantastiske 2,3 tommer skærm på det. Uret giver en funktionalitet, som folk er vant til fra smartphones. Det er meget lovende, og vi har store volumener foran os”.

Vil Tizen være det hovedsaglige styresystem i jeres kropsbårne enheder i fremtiden?

”Vi er også kommet med et smartwatch med Android Wear, men det her kører Tizen. Tizen giver os fleksibilitet til vores enheder”, siger han og bekræfter også, at Samsungs fokus, når det gælder styresystemer i fremtidige ure og andre kropsbårne apparater, frem for alt vil være Tizen.

Jeg tænkte, at vi også skulle snakke lidt om Danmark. Hvor vigtigt er det danske marked for Samsung?
”Som europæisk chef synes jeg, at hvert marked i Europa er lige vigtigt, så Danmark er selvfølgelig meget vigtigt for os”.

Se bedste tilbud på Samsung Galaxy mobiler.

Tester Samsung Gear VR

Blandt apparaterne på bordet foran os under interviewet ligger et par Samsung Gear VR, de VR-briller, Samsung lancerede dagen før ved deres pressekonference.

Da jeg først læste om disse briller, tænkte jeg lidt, at 90erne havde ringet til Samsung, men efter hvad jeg forstår, jeg har ikke selv nået at teste dem, lader de til at fungere ret godt. Hvordan kan det være, at I lancerer sådan et produkt lige nu?

”Det er først nu, teknikken er klar”, siger Jean-Daniel Ayme og fortæller om Samsung Galaxy Note 4, der med sin højt opløste skærm udgør selve hjertet i enheden.
”Jeg er jo en nørd, så jeg synes, det er vildt fedt”, siger han, og lader mig tage en prøvetur i brillernes virtuelle verden, efter interviewet er afsluttet.

I mit tilfælde fik jeg med VR-brillernes hjælp mulighed for at træde ind i til træningen inden en Cirque du Soleil-forestilling. Selvom det er et ret sløret billede, er det en pirrende virkelig fornemmelse at opleve træningen på en måde, der gør, at det næsten er som at sidde der på scenen i virkeligheden.

Se bedste pris på Samsung Galaxy S5

Børnearbejde

Det her er noget helt andet end de første vaklende forsøg med virtual reality, som jeg oplevede i midten af 90erne, med enorme polygoner (betegnelse for todimensionelle figurer der begrænses af linjestykker – altså ikke særlig kønt eller virkelighedstro) og en VR-hjælm så tung, at alt for voldsomme bevægelser risikerede at give hold i nakken.

Vil ikke kommentere børnearbejde

Organistationen China Labour Watch er i løbet af sommeren kommet med flere rapporter, hvor underleverandører til Samsung i Kina har vist sig at benytte børnearbejde i produktionen – selvom Samsung selv påstår, at det ikke er tilfældet ifølge de kontroller selskabet har foretaget i eget regi.

Ved flere tilfælde har China Labour Watch dog kunnet påvise forekomsten af børnearbejde på fabrikkerne, hvor børnene har arbejdet for så lidt som godt 4 kroner i timen.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at tage et ret alvorligt emne op. Tidligere i sommer blev det afsløret, at nogle underleverandører af Samsungs har benyttet børnearbejde, og i sidste uge blev det opdaget igen. Hvad siger du om det?

”Samsung har en meget stærk policy mod børnearbejde, og vil gør alt for at forhindre det”.

Men trods jeres policy rapporterede den kinesiske organisation China Labour Watch om børnearbejdere hos nogle af Samsungs kontraktbundne underleverandører så sent som forledne uge. Burde I ikke tjekke den policy og jeres rutiner?

Jean-Daniel Ayme flakker med blikket og afbrydes af Rhys Hyrd, europæisk nyhedschef hos Samsung, der sidder på min venstre side ved mødet.
”Jeg tror ikke, Jean-Daniel er den rette person til at svare på det her, vi har en udtalelse om det her, jeg kan sende til dig, hvis du vil”.

Jo, den har jeg allerede læst, men nu tænkte jeg, at jeg ville gribe muligheden for at spørge jer, når vi alligevel sidder her.

”Jeg forstår, men vi har en udtalelse om det, hvor vi kommenterer det hele”, siger Rhys Hyrd igen.

Så I vil ikke kommentere det mere end det?
”Nej”, siger Rhys Hyrd.

 

Seneste tilføjelse til historien

Siden vi publicerede denne historie er der kommet nyt om sagen. Steen Jørgensen kunne ikke slippe historien. 28/2/2022 havde vi dette at sige med sagen om Meta skipper planer om eget AR/VR OS – Tjek artiklen her. Seneste nyt om tematikken kan du finde her.