AirPods Max kan komme i billigere version i plastik
Efter sigende er Apple i gang med at udvikle en lidt billigere version af Apple AirPods Max-høretelefonerne. Ifølge en tipster med aliaset LeaksApplePro kan Apple have planer om en version af AirPods Max i plastik.
AirPods Max i plastik til 3.000 kroner
Historien melder dog ikke noget om en præcis lanceringsdato. Ifølge oplysningerne fra LeaksApplePro vil plastikversionen også være lettere end originalversionen og veje omkring 384 gram.
Det er dog stadig mere, end de fleste premium over-ear høretelefoner på markedet vejer. Den originale version af AirPods Max kom i december måned. Med metalkonstruktionen kommer også en ret tung pris på omkring 4.799 kroner.
LeaksApplePro fortæller også, at de billigere AirPods Max i stedet skal koste omkring 350 dollars. Med tanke på, at prisen i dollars for AirPods Max er 549, så vil det omregnet til danske kroner svare til cirka 3.000 kroner.
Se også: Test af headset
På kompromis med funktioner
Funktioner som aktiv støjreducering (ANC) kan være en af de funktioner, man må leve uden. ANC får man heller ikke i hele Apples TWS AirPods-lineup, hvor det kun er AirPods Pro TWS, der understøtter ANC. Vi kan dog stadig forvente, at de har topchippen H1, eller en anden af Apples egne chips. Også funktioner som adaptiv EQ, transperant-mode og spatial audio må fortsat være med på listen over høretelefonernes funktioner.
Det giver også mulighed for sømløs kobling til andre Apple-enheder som iPhone, Mac og iPad.
Det skal blive interessant at se, hvordan den billigere version er, når det kommer til batteritid. Den originale version af AirPods Max giver op til 20 timers musik på en enkelt opladning med ANC slået til.
Se også: Find bedste pris på headset
De bedste headset overhovedet koster under 3.000 kroner
Andre detaljer om høretelefonerne har vi på nuværende tidspunkt ikke. Nu er 3.000 kroner for et par høretelefoner ikke ligefrem billigt, men det forventes, at man alligevel er nødt til at gå på kompromis med funktionaliteten i høretelefonerne.
De allerbedste headset på markedet af samme over ear type som AirPods Max koster under 3.000 kroner og de har alle de funktioner, som Apples headset har. Det bliver interessant at se, om Apple kan have held med at sælge en mere skrabet version til samme pris.
Lige nu er der 7-8 ugers ventetid på Apples headset, hvis man køber hos Apple selv.
Det siges videre, at Apple desuden er i gang med at udvikle næste generation af AirPods TWS, der skal komme på markedet senere på året. Apple har ikke selv bekræftet hverken de nye AirPods Max eller AirPods 3.
Se også: Nyheder om headset