Apple har ansøgt om ”xrProOS”-trademark
Blot et par uger inden WWDC 2023, Apples store udviklerkonference, lader det til, at Apple fortsætter sine småhemmelige ansøgninger om trademarks, der er relaterede til det kommende AR/VR-headset, vi har hørt så meget om.
Firmaet Deep Dive LLC, der har sin base i Delaware, har indsendt en ansøgning om et trademark for ”xrProOS” skrevet med Apples SF Pro-font.
Apple søger VR trademark i flere lande
Det skulle være sket den 18. maj i Argentina, Tyrkiet og Fillippinerne. Samme selskab ansøgte tidligere på måneden om trademarket ”xrOS” i SF Pro i New Zealand, og det er formentlig Apple, der står bag begge ansøgninger i et forsøg på at beskytte den information, der har med headsettet at gøre.
Deep Dive LLC ansøgte også om xrProOS i Australien, New Zealand og Storbritannien den 18. maj, men uden SF Pro. Den første trademarkansøgning var i Jamaica 27. april, viser ansøgningsoversigterne.
Jamaica er ofte det første sted, Apple ansøger om trademarks til kommende produkter, ganske enkelt fordi Jamaica ikke har en søgbar online database for trademarks. Det hjælper med at holde på hemmelighederne for Apple.
Se også: Bedste VR-headset til arbejde og underholdning
xrProOS er nyt navn
Det er første gang, vi har hørt om navnet xrProOS, og vi ved ikke, hvordan Apple har tænkt sig at bruge navnet, hvis de overhovedet bruger det.
Bloomberg mener, at styresystemet til Apples headset skal hedde xrOS, så det er ikke til at sige, hvor xrProOS passer ind i det hele. Gurman har også nævnt Reality Pro som et potentielt navn for headsettet, så xrProOS kan henvise til Pro-mærkningen, hvis Apple vælger at gå i den retning.
Det er også muligt, at Apple ganske enkelt helgarderer sig og ikke på nuværende tidspunkt har planer om at bruge xrProOS.
Se også: Test af HTC Vive Focus 3
Lancering på WWDC 2023
Det forventes, at Apple præsenterer sit AR/VR headset og tilhørende udviklerværktøjer under sin keynote ved WWDC den 5. juni, og det lander formentligt på hylderne senere i år.
Sandsynligvis bliver der tale om en blanding af virtual reality og augmented reality i headsettet, der kontrolleres med hånd- og øjetracking. Efter sigende får det et eksternt batteri.
Headsettet forventes at få en pris omkring 3.000 dollar i USA. En eventuel dansk pris kan dermed lande på godt over 20.000 kroner.
Se også: Nyheder om VR headset