Apple toer på håndleddet

Ifølge IDC solgte Apple 3,6 millioner ure i andet kvartal – men de var ikke størst.

Apple toer på håndleddet

IDC har målt salget i kategorien ”wearables”, der nok bedst kan oversættes til ure og armbånd på dansk. Det betyder, at også rene skridttællere udover smarte ure indgår.

 

Fitbit størst

Ifølge IDC solgte Apple 3,6 millioner enheder i årets andet kvartal. Ekstremt mange, når man tænker på, at det er smarte ure, men ikke nok til at gøre dem størst i kategorien. I stedet var det Fitbit med 4,4 millioner solgte enheder, der blev størst i kategorien.

I samme periode sidste kvartal solgte Fitbit 1,7 millioner enheder (Apple solgte selvfølgelig ikke nogen), og hele markedet er vokset med imponerende 223 procent, fra 5,6 millioner til 18,1 millioner i andet kvartal, på et år.

Se også: Bedste priser på Apples iPhones

Samsung langt efter

På tredjepladsen er kinesiske Xiaomi med 3,1 millioner solgte enheder, der blev handikappet af begrænsede distributionskanaler uden for Asien.

Langt efter kommer Garmin med 0,7 millioner enheder og Samsung med 0,6 millioner solgte. Lige under dem kommer Huawei og Jawbone. Specielt Samsung må været skuffet for det ringe salg sammenlignet med Apples 3,6 millioner solgt enheder, da Samsung har brugt meget energi på netop smartwatch og var blandt de første af mobilproducenterne til at komme med et smartwatch i 2013.

Se også: De bedste smartwatch  – stor test