Apple Watch kan få Skole-mode
iPhonen har det selvfølgelig, men det har Apple Watch også – en Forstyr Ej-indstilling, der blokerer alle indkommende notifikationer på uret, hvis det helt enkelt ikke er passende, at det vibrerer i tide og utide.
Et nyt rygte fra MacRumor fortæller nu, at Apple kan være på vej med endnu en Forstyr Ej-indstilling, nemlig Skole-mode.
Skole mode i Apple Watch
Pointen med Skole-moden skal ifølge rygtet være noget nær den samme som Forstyr Ej. Notifikationer blokeres på uret, så det i den periode egentlig bare er et helt almindeligt ur, der fortæller brugeren, hvad klokken er.
Stemmer rygtet, indikerer det, at Apple vil nå et yngre publikum med sit smartwatch som elever i udskolningen eller på ungdomsuddannelser. Muligheden for at slå alle forstyrrelser fra i skoletiden kan være et godt argument, hvis man vil overtale forældre til at købe et smartwatch til sine børn.
Rygtet siger ikke noget om, hvorvidt funktionen er en del af en softwareopdatering, eller om det er en funktion, der følger med Apple Watch Series 5 og dermed er eksklusiv for den model.
Se også: Test af smartwatch
Rygter om søvntracking
Med i samme omgang rygter nævnes også en mulig søvntracking-funktion til Apple Watch, der efter sigende skal rulles ud allerede fra næste uge. Vi må helt enkelt vente og se hvor meget sandhed, der er i alt dette.
Se også: Nyheder om Apple Watch