Apple Watch OS 2- nu bliver Apple Watch smartere
Hidtil har det været ret belastende at Apple Watch skulle være koblet til en iPhone for at give fuld udbytte, men med Watch OS 2, der netop er præsenteret på Apple konference for udviklere, WWDC 2015, bliver det fremover muligt at udvikle apps, der kan afvikles på Apple Watch uden at skulle være forbundet til en iPhone.
Noget af det, man bruger sit Apple Watch til er tidtagning og træning og lige netop de to ting har Apple arbejdet på at forbedre. Også kommunikation skulle være blevet forbedret, lover Apple. For eksempel bedre muligheder for at lave notater og man kan have 12 favoritvenner.
Man kan også indtale beskeder via den indbyggede mikrofon i uret og sende beskeden direkte til den, man skriver med.
Timetravel på Apple Watch
Timetravel er en ny funktion til Apple Watch. Drej på den digitale krone på uret og så kan man se, hvad der sker i fremtiden, for eksempel hvilke møder du har i vente.
Man kan også få adgang til Healthkit-informationer på ens Apple Watch – for eksempel kan man se, hvor hurtigt ens puls er.
Med Apple Watch OS 2 kommer Apple Watch også til at understøtte rutevejledning med offentlig transport i Apple Maps og Apple Wallet.
Apple noterer også, at med muligheden for at lave “native apps”, altså unikke apps kun til Apple Watch, så kan udviklerne hurtigere og lettere udvikle apps til Apple Watch.