Billigere Apple Watch SE på vej – gammelt design, nye features
Apple bryster sig af kun at lave topenheder, men af og til kommer de også med en lidt billigere variant af deres produkter som en vej ind i deres verden. Det så vi blandt andet i foråret, da iPhone SE 2020 så verdens lys. Efter sigende kan et lignende produkt være på vej inden for smartwatch, nemlig Apple Watch SE.
Apple Watch SE kan erstatte Watch 3
De rygter, vi hidtil har hørt, har handlet om, at Apple er i gang med at udvikle et Apple Watch 6. Det får formentlig funktioner som måling af ilt i blodet og en ny optisk sensor som erstatning for den digitale krone. Den relativt pålidelige leakster Komiya har imidlertid på Twitter afsløret, at et Apple Watch SE skal komme i begyndelsen af 2021.
I dag er der to versioner af Apple Watch på markedet – Apple Watch Series 5 og Apple Watch Series 3. Version 5 er Apples topmodel, mens version 3 har fået en reduceret pris for at tiltale dem, der ikke vil betale så meget og er villige til at slække lidt på kravene til funktioner.
Komiya mener, at Apple Watch SE skal erstattet Apple Watch 3 på hylderne og fungere som Apples billigere model. Komiya fortæller også, at Apple Watch SE får et ældre design, altså at det har digital krone, og at det kommer i en aluminium-version.
Se også: Teleselskaber der sælger smartwatch
Får udmærkede funktioner
Hvis man frygter, at den så betyder lidt halvsløje funktioner, så ser det ikke ud til at blive tilfældet. Komiya oplyser, at et eventuelt Watch SE får S6-processoren med W4 trådløs chip, hvilket er en opgradering fra S5 og W3-chipsene, der sidder i Apple Watch 5. S6 og W4 forventes også at være de chips, Apple Watch 6 får.
Det betyder med andre ord, at designet ikke er det nyeste, men at funktionerne er i topklasse – samme tilgang som Apple tog med iPhone SE.
iPhone SE har et lidt ældre design, men topspecifikationer med blandt andet samme A13 Bionic-chip som i iPhone 11 og iPhone 11 Pro.
Se også: Find billigt Apple Watch
Får pris fra cirka 1.600 kroner
Efter sigende kommer uret til at koste det samme som Apple Watch Series 3, det vil sige startpris på cirka 1.600 kroner. Uret kommer til marts, hvis rygterne stemmer.
Kommer Apple samtidig med en opgradering af iPhone SE, kan de skabe sig en hel serie af produkter for dem, der ikke vil bruge en formue på telefoner og wearables.
Se også: Nyheder om Apple Watch
Efterfølgende om emnet
Historien lå ikke død så alt for længe. Steen Jørgensen fortsatte historien. 24/8/2020 vinklede vi sagen videre med sagen Apple Watch 3 eller 5: Hvilket smartwatch er bedst? – Læs her. Meget er sket siden. Du kan klikke her for seneste nyt i sagen..