De bedste alternativer til Apple AirPods Max
Indrømmet – de ser forbasket lækre og cool ud de nye Apple AirPods Max. Apple headset har dog en vild pris, der allerede har fået nettet til at koge over. Cupertino-selskabet har i forvejen et ry som en tech-producent, der henvender sig til dem, der er ved muffen og for hvem, der ikke betyder noget at bruge 4.800 kroner på et headset og for hvem alternativer ikke er aktuelle.
For 4.799 kroner for at være helt præcis får man aktiv støjreducering (ANC), adaptiv EQ til bedst mulige lyd, transparency mode så du kan høre lyd omkring dig, batteritid på 20 timer på én opladning og et design, der skiller sig ud fra mængden. I hvert fald på billeder. Design kan være svært at diskutere, men lyd og batteritid får man i mindst lige så høj kvalitet eller bedre til den halve pris, hvis man går efter de allerbedste trådløse headset med ANC.
Herunder guider vi til nogle af de allerbedste headset på markedet lige nu – headsets der er mindst lige så gode eller bedre end AirPods Max, men hvor prisen ikke overstiger 2.700 kroner.
Se også: Test af headset
Bedste alternativer til Apple AirPods Max
Sony WH-1000XM4
Sony WH-1000XM4 bliver hyldet som det bedste over ear headset og det bedste støjreducerende headset overhovedet lige nu. Lyden er da også fantastisk, den aktive støjreducering den bedste vi har oplevet på et headset og så har de op mod 30 timers batteritid på en opladning. Altså 50 procent længere batteritid end AirPods Max.
De er samtidig behagelige at bruge over længere tid. Designmæssigt er de dog ikke så spændende som AirPods Max – faktisk er de lidt kedelige. Lyden og komfort samt batteritiden er dog noget, vi prioriterer højere på et headset.
Du kan læse vores store test af Sony WH-1000XM4.
Sony WH-1000XM4 har en pris fra 2.800 kroner.
Bose NC 700
Bose NC 700 kommer så tæt på kvaliteten på Sony WH-1000XM4 som man kan komme uden helt at ramme samme niveau. Headsettet er fremragende med super god lyd, god ANC og cirka 20 timers musikafspilning på en opladning. De er behagelige at bruge, også i længere tid af gangen – også med briller.
Designet er noget mere lækkert og opsigtsvækkende end på Sony’en – om man synes, det er flottere end på AirPods Max, må være op til den enkelte køber. Du kan læse vores store test af Bose NC 700.
Bose NC 700 har en pris fra 2.300 kroner.
Jabra Elite 85h
Jabra Elite 85h koster – og hold nu fast – næsten 4.000 kroner mindre end AirPods Max. De har ikke helt så god støjreducering som Sony- og Bose-headsettene, men tæt på. Lyden er også et niveau under, men lyden er stadig glimrende for de fleste. Samtidig er de vandtættte og støvtætte.
Du kan læse vores store test af Jabra Elite 85H.
Jabra Elite 85h har en pris fra cirka 1.000 kroner og er ikke bare et af de bedste alternativer til AirPods Max, men altså også langt billigere.
Se også: Find priser på de bedste headset
Samsung AKG N700
Samsung AKG N700 er et over ear headset med rigtig god lyd med aktiv støjreducering samt batteritid på cirka 20 timer. Designet er ikke out of this world, men de er i hvert fald meget behagelige at bruge.
Ambient Aware er en funktion, som sørger for, at du hører tilpas meget af baggrundslyden omkring dig. Det er godt, når du f.eks. er ude i trafikken.
Du kan læse vores store test af Samsung AKG N700.
Samsung AKG N700 har en pris fra cirka 2.000 kroner.
Sony WH-1000XM3
Sony WH-1000XM3 er generationen før Sony WH-1000XM4, men der er alligevel tale om en fremragende headset med rigtig god lyd og god ANC. Batteriet rækker også her til næsten 30 timers afspilning.
Sony WH-1000XM3 har en pris fra cirka 2.000 kroner.
Se også: Guides til de bedste headset