Det kræver Facebook-konto at bruge Oculus-headsets
Oculus kommer snart til at kræve, at man som bruger af deres VR-headsets har en Facebook-konto. Det er jo Facebook, der ejer Oculus, og de meddeler, at de fra oktober måned løbende fjerner support af separate Oculus-konti. Man kan dog beholde sin konto frem til 1. januar 2023. Man kan desuden beholde sin VR-profil med separat venneliste.
Oculus kan fremover kun bruges med Facebook-konto
Det betyder, at man fra senere i år kun vil kunne skabe en Oculus-konto via Facebook. Har man allerede en konto, bliver man opfordret til straks at sammenføje sine konti permanent. Vælger man ikke at gøre det, kan man bruge sit headset på vanlig vis frem til 2023, hvor den officielle support ophører.
Ældre headsets med konti, der ikke er forbundet, fungerer stadig, men det er ikke sikkert, at alle spil og apps fungerer. Udviklere kan fortsætte med at bruge ikke sammenkoblede udviklerkonti uden sociale funktioner. Oculus for Business-platformen har sin egen separate indlogningsproces, der ikke bliver ændret på.
Facebook meddeler også, at alle kommende Oculus-enheder kommer til at kræve Facebook indlogning, selv hvis man allerede har en separat konto. Det forventes, at Facebook kommer med en ny version af Oculus Quest-headsettet til efteråret. De nye kontoregler kommer formentlig til at gælde for det headset.
Se også: Test af VR headset
Ændring sker pga. ny policy for privatliv – Facebook vil håndtere det hele
Ændringerne kommer tilsyneladende i forbindelse med, at Facebook gennemgår sine platforme. Der kommer en ny policy om integritet og privatliv, som skal administreres af Facebook selv og ikke datterselskabet Facebook Technologies.
I den forbindelse meddeler Facebook, at de tager sig af alle beslutninger om brug, behandling, tilbageholdelse og deling af data. Oculus kommer også til at overtage Facebooks communitystandarder i stedet for at have egne. Derfor vil Facebook tilføje en særlig VR-fokuseret sektion i sine standarder.
Det skal desuden gøre det lettere at åbne oplevelser som Facebooks sociale VR-verden Horizon med en enkelt indlog.
Se også: Priser på VR-headset
Utilfredse brugere
Facebook har stille og roligt integreret Oculus-platformen efter opkøbet i 2014. I slutningen af 2019 kom de med nye socialfunktioner i VR, der krævede en Facebook-konto, og samtidig begyndte de at bruge data indsamlet af Oculus i reklamer.
Den sidste del har været en af bekymringerne hos kritikerne af Facebooks dataindsamling. Facebook har afvist, at de tracker brugeres adfærd på en krænkende måde.
Den nye policy fjerner den sidste opdeling af Oculus- og Facebook-konti, men det tvinger også Oculus-brugere uden Facebook-konto til at blive Facebook-brugere.
Det har dog vakt irritation blandt en del brugere og for eksempel skoler kan få udfordringer med at bruge Oculus-headset på grund af privacy-problemer med Facebook.
HTC har allerede været på banen for at slå på tromme for, at man kan benytte deres headset uden en Facebook-konto.
Se også: Nyheder om VR