Fadæse: Apples AirPods Max har alvorlige kondensproblemer
Apple AirPods Max er blevet rost for at have høj byggekvalitet og fremragende lyd. Det med bygge kvaliteten kan åbenbart diskuteres, for det er flere gange blevet fremhævet, at de døjer med kondensproblemer.
Apple AirPods Max samler kondensvand
Indersiden af ørekopperne samler ganske enkelt vand! Den amerikanske anmelder og programmør, James Rogers, arbejder for Energy Management and Monitoring and Systems Integration. Han lyttede i et par timer med AirPods Max og ganske rigtigt samlede den kondens.
Årsagen til dette er ganske enkel. AirPods Max’ yderside er af aluminium, som er en effektiv varmeleder og puderne på indersiden er lavet af memory foam, som er et materiale der holder godt på varme.
Se også: Bedste tilbud på headset
Utroligt Apple ikke har tænkt over dette
Selv jeg, der ikke er ingeniør, ved dette. Det er utroligt, at ingen hos Apple har pointeret, at det kunne blive et problem. Er der gået topstyring i det på samme måde som hos Samsung, da deres Galaxy Note 7 i bogstaveligste forstand brød ud i lys lue for nogle år siden? Her blev Samsung også kritiseret for at topstyring, manglende dialog mellem de forskellige udviklings- og produktionsled og frygt for at sige noget ikke var godt nok var årsagen til den kæmpe fadæse, der kostede Samsung milliarder af kroner i tabt fortjeneste.
Det er i hvert fald værd at tænke sig om en ekstra gang, inden man køber AirPods Max til 4.799 kroner. Kondensvand i et elektronisk produkt er under alle omstændigheder skadeligt og det er en mindre skandale, at Apple ikke har tænkt over dette.
Se også: Nyheder om headset