Fitbit vil opkøbe Pebble – ligner røverkøb
Ifølge The Information har Pebble et stykke tid haft et ønske om at blive opkøbt efter rygter om, at økonomien ikke var helt som den skulle i selskabet. Pebble eksploderede ellers ind på markedet med en Kickstarter-rekord på 7 millioner dollars, så et opkøb til 34-40 millioner dollars vil være lidt af et slag for selskabet.
Med opkøbet vil Fitbit få en masse ekspertise og knowhow, der vil hjælpe dem med at kunne udvide deres sortiment.
Se også: Bedste smartwatch
Nye kræfter
I juni 2015 gik Fitbit på børsen, hvilket blev en succes for selskabet. Succesen varede dog ikke ved, og syv måneder senere var aktierne raslet ned. I disse dage lukker de på omkring 8,5 dollars. Med opkøbet er der en forventning om, at selskabet får lidt nye friske kræfter, men om det vil vise sig på selskabets værdi, er svært at sige.
Fitbit har hele tiden promoveret deres produkter og skabt en profil hos den sportsglade befolkning. Pebble har derimod mere koncentreret sig om deres konkurrenter som Apple og Samsung.
Se også: Bedste fitness tracker
Presset Pebble
Gennem Kickstarter har Pebble i alt indsamlet mere end 40 millioner dollars, et beløb der dog ikke lader til at have haft indflydelse på selskabets værdi, og det trods deres meget innovative start, hvor de slog for eksempel Apple med to år, når det gjaldt om at producere et smartwatch.
Deres tredje crowdfunding-kampagne fandt sted tidligere i år og handlede om Pebble 2 og Pebble Time 2. Håbet var at skabe samme fantastiske respons, som selskabet fik med deres første crowdfunding, der i 2012 indhentede 10,2 millioner, samt de 20,3 millioner dollars de indsamlede med deres anden crowdfunding for Pebble Time uret.
Det har dog ikke været et godt år for Pebble, der i marts måtte lade 25 procent, eller 40 personer, af deres medarbejdere se en fyreseddel.
Samtidig har flere medlemmer af ledelsen, herunder produktionschefen Ital Vonshak, chefen for HR og den juridiske afdeling, Jeff Hyman, samt vicedirektøren for udvikling af software Kean Wong, forladt selskabet. Både Vonshak og Wong arbejder i dag hos Intel.
Se også: Priser på de bedste mobiler
Afviste bud på 740 millioner dollars
Det her er ikke første gang, der har været et opkøb på banen. I 2015 afviste direktør Eric Migicovsky et tilbud fra Citizen på 740 millioner dollars.
Det samme gjorde han, da Intel tidligere i år viste interesse for at købe Pebble for 70 millioner dollars, hvis selskabet ventede med at lancere Pebble 2 og Pebble Time 2. Så de 34-40 millioner, som prisen er i dag, må siges at være noget af et røverkøb.
Se også: Nyheder om Fitbit