Nu kan emhætten styres med Google Assistent
Der kommer hele tiden flere produkter til vores hjem, som gør det hele lidt smartere og forbundet. Det lader os tænde, slukke og planlægge lys, varme, lyd og meget mere, og dermed gøres dagligdagen en anelse mere simpel. Der er ingen grænser for, hvilke produkter der efterhånden kan gøres smarte, men den her er alligevel ny: Emhætten. Ja, emhætten skal også være smart. Og måske er det ikke så dumt alligevel.
Læs også: Google Assistant kan endelig skemalægge dine smartlights
“Hey Google, sæt sugestyrken på max”
Ja, den er god nok. Nu kan man nemlig snakke til emhætten. Flere emhætter fra Thermex bliver nu udstyret med Voicelink-teknologi, som gør det muligt at tænde og slukke emhætten, skifte sugestyrke, tænde arbejdslys og stemningslys med stemmekommandoer.
Det lyder for mange måske fjollet. Men der er slet ingen tvivl om, at digitale assistenter vinder indpad i danskernes liv, og bliver en naturlige del af hverdagen. Og står man med hænderne smurt ind i fersk kyllling, så er det smart at kunne tænde for emhætten med stemmen.
Er man ikke så meget til at snakke til emhætten, så kan man også bruge en app til formålet til både Android og iOS. I appen kan bliver man også oplyst om, hvornår filteret trænger til rengøring. Til sidst er der også en trådløs fjernbetjening i smart rundt design.
Voicelink fra Thermex virker også trådløst med andre kompatible produkter, hvor det kan arbejde sammen med ventilationssystemer, kogeplader og mere.
Emhætter fra Thermex med Voicelink starter fra 6.699 kroner.
Se også: Find den bedste Wi-Fi-router til smart home
Smarte emhætter – hvad bliver det næste?
Markedet for forbundne produkter er allerede enormt, og det er stadig i sin spæde start. Lys, varme, gardiner, køleskabe, vaskemasskiner, støvsugere, græsslåmaskiner, fjernsyn og meget mere kommer allerede i forbundne udgaver. Men hvis vi stadig er i starten af denne udvikling, hvad byder fremtiden så på?
Der kommer selvfølgelig flere typer af produkter til, men det er ikke her vi skal opleve den store udvikling. Den store udvikling vil i stedet ses i de digitale assistenter og i teknologierne bag, hvor produkterne bedre, mere pålideligt, sikrere og hurtigere arbejder sammen. De digitale assistenter bliver hele tiden klogere, lærer af vores brugsvaner og bliver med tiden mere naturlige i kommunikationen.
Læs også: Smart home produkter i flere danske hjem