One UI 5 Watch: Bedre søvn med Samsungs smartwatch
Samsung har præsenteret sit nyeste One UI 5 Watch, som vil være tilgængeligt for Galaxy Watch-enheder senere på året.
Den nye software er designet til at give en mere personlig og intuitiv sundhedsoplevelse, herunder forbedringer, der understøtter bedre søvn, som er en vigtig del af det generelle velvære, samt adskillige fitness- og sikkerhedsfunktioner. Det skriver Samsung i hvert fald selv.
Samsung har fokuseret på tre nøgleelementer for bedre søvn: forståelse af personlige søvnmønstre, opbygning af sunde vaner og skabelse af et søvnvenligt miljø.
Søvnscore med snorketider og iltniveau
Den nye Sleep Insights UI viser brugerens søvnscore for at give et tydeligere øjebliksbillede af den foregående nats søvn, efterfulgt af relaterede målinger såsom søvnstadier, snorketider og iltniveau i blodet.
Derudover er Sleep Coaching, der er skræddersyet til otte forskellige søvntyper, også tilgængelig direkte på Galaxy Watch samt på den parrede smartphone.
Se også: Priser på smartwatch
Slukker for tilsluttede enheder
At have et behageligt miljø kan gøre meget for søvnkvaliteten, da selv små distraktioner kan have betydelige konsekvenser. Derfor har Samsung gjort det lettere at forbinde Galaxy Watch med en række forskellige enheder.
Så snart brugerens Galaxy Watch registrerer, at brugeren er faldet i søvn, hjælper SmartThings med at slukke for de tilsluttede enheder for at skabe et mere gunstigt sovemiljø.
Sleep Mode slår hurtigt og nemt notifikationer fra og dæmper lyset på brugerens telefon og urskærm. One UI 5 Watch bygger videre på funktionen ved at bruge en infrarød sensor i stedet for et grønt LED-lys for yderligere at minimere distraktioner.
Bedre træning giver bedre søvn
Personlig pulszone er blevet tilføjet til Galaxy Watch’ andre skræddersyede løbefunktioner, herunder løbeanalyse i realtid og et tilpasset intervaltræningsprogram.
Denne nye funktion analyserer fysiske evner og indstiller fem optimale intensitetsniveauer for træning (opvarmning, fedtforbrænding, cardio, hård træning og maksimal ydeevne).
Det giver brugerne mulighed for at sætte deres egne mål baseret på deres evner og helbred inden for alt fra fedtforbrænding til intens cardio.
Folk, der holder af udendørs aktiviteter, kan nu se frem til yderligere fordele med Galaxy Watch Pro. Dette omfatter en udvidet Route Workout, som nu understøtter løb og gang ud over de tidligere muligheder for vandre- og cykelruter.
Galaxy Watch Pro-brugere kan også søge efter og få adgang til GPX-fildatabasen direkte via Samsung Health-appen og få anbefalinger til nye ruter baseret på input som placering, tid, bedømmelse og popularitet.
Se også: Guide til bedste smartwatch
Forbundet til alarmcentralen
One UI 5 Watch tilbyder også forbedrede værktøjer, der gør det muligt at kommunikere direkte med et alarmnummer for at give oplysninger om brugerens placering, og det giver også øjeblikkelig adgang til brugerens eventuelle medicinforbrug.
Se også: Nyheder om smartwatch