Samsung Galaxy Buds Pro får spændende funktioner

Samsungs Galaxy Buds Pro får funktioner som spatial audio og aktiv støjreducering med ambient sound-muligheder - lancering om kort tid.

Samsung Galaxy Buds Pro får spændende funktioner

Lækkede oplysninger om Samsungs Galaxy Buds Pro bekræfter Apple-lignende surround sound-funktion. De forventes at komme samtidig med Galaxy S21-telefonerne.

Samsung har på nuværende tidspunkt tre modeller af deres Galaxy Buds på hylderne, nemlig de originale Buds, Buds+ og de bønneformede Buds Live. Den sidstnævnte er den første Galaxy Buds-model med aktiv støjreducering. Der går dog rygter om en fjerde model med navnet Buds Pro.

Galaxy Buds Pro forventes klar sammen med Galaxy S21

Rygtet stammer fra XDA, der har set lækkede oplysninger fra Galaxy Store, samt en teardown af en APK. Buds Pro lader til at have et nyt design, der skal forbedre den passive støjreducering samt en funktion med navnet 3D spatial audio, der formentlig fungerer på samme måde som den funktion med næsten samme navn, vi finder i Apples AirPods.

Buds Pro høretelefonerne kommer formentlig til at minde mest om Buds+ med den bløde in-ear spids, men formen ligger et sted midt imellem Buds+ og Buds Live. Ifølge de billeder, vi har set, kommer de i sort, hvid og en blålilla nuance.

3D spatial audio virker kun med Samsung-telefoner med Android 11

Den mest interessante nye funktion er 3D spatial audio, men den funktion kommer desværre kun til at fungere sammen med Samsung-smartphones, der har Android 11.

Den skal simulere et surround sound-system og ændre retning på, hvor lyden kommer fra, alt efter dine hovedbevægelser og position på telefonen. Det lyder meget som den spatial audio-funktion, Apple lancerede for et par måneder siden. Her justerer et accelerometer i earbudene lyden alt efter hovedets bevægelser.

Se også: Test af de bedste ægte trådløse headset

Voice detect og aktiv støjreducering

Blandt de andre funktioner har vi Voice Detect, der sænker lyden på i høretelefonerne og slipper lyd igennem, når du taler.

Der er også en justering af lyden i de to høretelefoner til personer med nedsat hørelse samt aktiv støjreducering med ambient sound-muligheder, tilpasningsbare kontroller, højtlæsning af notifikationer, Find My Earbuds-funktion med mere.

Se også: Priser på headset

Pris på Galaxy Buds Pro

Buds Pro forventes at blive præsenteret sammen med Galaxy S21-serien i januar. Vi har ikke hørt noget om priser endnu, men Buds+ koster fra omkring 900 kroner, mens Buds Live koster fra omkring 1.000 kroner.

Buds Pro kommer formentlig til at være lidt dyrere end det. Apple tager 2.199 kroner for deres AirPods Pro, men vi regner ikke med at Samsung lægger sig i helt samme prisleje, formentlig nogle hundrede kroner under.

Se også: Nyheder om headset