Test af Sennheiser Momentum True Wireless 2

Test af Sennheiser Momentum True Wireless 2: Headsettet leverer varen med god lyd og lang batteritid, men prisen er for høj.

Test af Sennheiser Momentum True Wireless 2

Da jeg testede det første Sennheiser Momentum True Wireless tilbage i 2018, var jeg imponeret over lyden. Til gengæld var der for mange småting, der ikke fungerede. Nu er der kommet styr på alle disse småting, men til gengæld imponerer lyden ikke på samme vis. Test og anmeldelse af Sennheiser Momentum True Wireless 2.

Test og anmeldelse af Sennheiser Momentum True Wireless 2

Design 

Sennheiser Momentum True Wireless 2 ligner første generation meget og der er vel ret beset heller ingen grund til at ændre på noget, der er flot. Det har lækkert finish i i en kombination af metal og plastik. Selve earbuddene er dog stadig forholdsvis store og større end de fleste andre af denne type headset.

Der følger en et lille udvalg af eartips med i forskellig størrelse, så man kan vælge den størrelse, der passer bedst til ens ører.

Batteriæsken, der følger med er igen beklædt med stof, der giver den et fint udtryk.

sennheiser momentum true wireless 2 test

Se også: Priser på trådløse headset

Lyd er god i Sennheiser Momentum True Wireless 2

Da første generation kom på markedet i 2018, var jeg imponeret over lyden. Den lå den gang meget tæt på kvaliteten hos B&O BeoPlay E8 og Samsung Gear IconX 2018, der leverede den bedste lyd den gang.

Heldigvis er lydkvaliteten blevet styrket generelt på tværs af true wireless headset. Derfor imponeres jeg ikke på samme måde over lyden denne gang. Bevares, den er skam god. Dejlig bund i bassen og med klare og behagelige detaljer i både høje og lave registre.

Der er aktiv støjreducering, hvilket naturligvis altid er dejligt på kontoret eller ude i det offentlige rum. Headsettet har Transparent Hearing, hvor man kan vælge, hvorvidt man vil høre støj og samtaler fra omgivelserne. Det er særlig praktisk i trafikken.

Headsettet er udstyret med både aptX og ACC. Det sikrer bedst mulig lyd, hvad enten du bruger iPhone eller Android.

Se også: Bluetooth headset får længere batteritid

Batteritid

I forhold til forgængeren er der sket en virkelig stor forbedring af batteritiden – både for ear buddene selv og batteriæsken. I første generation fik man 12 timers batteritid i alt på farten og en opladning af headsettet gav fire timers batteritid. Selv i 2018 var det ikke imponerende for denne type headset.

Men Sennheiser har oppet sig. En opladning af de to ear buds giver, oplyser Sennheiser, 7 timers batteri og med æsken får man 28 timer. Batteriæsken kan altså lade headsettet op tre gange på farten. Jeg lander typisk på mellem 6 og 6,5 timers afspilning på en opladning. Det er bestemt godkendt.

Æsken kan lades op med USB-C kabel, hvilket er rigtig praktisk, da jeg bare kan lade den op med den oplader, jeg i forvejen bruger til min mobil. Man kan oplade etuiet og de to earbuds på samme tid. 10 minutters opladning giver cirka 90 minutters afspilning – det er praktisk, når det skal gå lidt tjept med at lade op.

Se også: De bedste true wireless headset

Funktioner

De to earbuds har touch kontrol til styring af musik og opkald. Det fungerer ret fint. Som nævnt er der Transparent Hearing, så man lettere kan høre lyd fra omgivelser med headsettet i ørene.

Det understøtter stemmestyring med både Google Assistant, Apple Siri og Amazon Alexa. Så er man dækket ind på den front, hvis man er til stemmestyring.

En anden praktisk funktion er, at musikken automatisk pauses, hvis man tager den ene earbud ud. Der følger i øvrigt også en app med til bedre styring og indstilling af lyd og funktioner. Den hedder Sennheiser Smart Control. Her kan du tilpasse den aktive støjreducering, touch-funktioner, opkald og lyden.

Se også: Mobilabonnementer med musik

Pris og konklusion

Prisen på Sennheiser Momentum True Wireless 2 er på 2.390 kroner. Det er en lidt høj pris. Dog er flere andre premium-modeller inden for genren også oppe i dette prisleje. Jeg synes bare ikke, at kvaliteten helt retfærdiggør de høje priser. For omkring 1.500 kroner kan man få glimrende true wireless headset. De kan ikke helt være med på batterilevetid, men ellers kan man finde TW-headset af fin kvalitet i det prisleje.

Sennheiser Momentum True Wireless 2 kombinerer dog lydkvalitet og batterilevetid på god måde. Beslutter du dig for at købe Sennheiser Momentum True Wireless 2, skal du nok blive glad for det. Det er bare for dyrt.

Karakter: 7/10
Pris: 2.390 kroner

Se også: Guide til de bedste headset