Kæmpe test: Sony Xperia Z1 Compact vs iPhone 5s
Opkobling
Begge modeller har 4G. Xperia Z1 har download-hastigheder op til 150 Mbit/s, mens iPhone 5 har op til 100 Mbit/s. I praksis vil man formentlig ikke opleve nogen forskel, når man surfer, streamer musik og film og hvad man nu ellers bruger sin mobil til koblet op til nettet.
Wi-Fi har de også begge og begge modeller kan selvfølgelig bruges som hotspot. Bluetooth 4.0 finder vi også i begge modeller, mens det kun er Xperia Z Compact, der har NFC.
Hånden på hjertet, så er det ikke ofte, jeg er i en situation, hvor jeg har behov for at bruge NFC, men de gange, hvor jeg har haft muligheden for det, har det været praktisk nok.
Vinder: Sony Xperia Z1 Compact
Power
Det er lidt at sammenligne æbler med pærer, når man sammenligner RAM og processorkraft i Android og iOS.
Selvom Xperia Z1 Compact har 2 GB RAM og quad-core processor og iPhone 5s kun 1 GB RAM og dual-core processor, så betyder den på papiret store forskel intet i praksis takket været Apples monstrøst stærke A7 64-bit processor.
Samtidig er iOS så stringent bygget op, at man flyver afsted, når man bevæger sig rundt i menuerne, åbner apps og så videre. Men det gør man nu også i Xperia Z1 Compact. Der er i teorien stor forskel på de to modeller, når det gælder RAM og processor, men i praksis er der dødt løb. De er begge lynende hurtige i brug.
Vinder: Uafgjort
Hukommelse
iPhone 5s kan få med masser af hukommelse, nemlig op til 64 GB. Men der er ikke plads til hukommelseskort. Det er der til gengæld i Xperia Z1 Compact.
Den har plads til et hukommelseskort på 64 GB samt 16 GB indbygget. Der er med andre ord mulighed for betydelig mere hukommelse i Xperia Z1 Compact.
Men skal du have iPhone 5S med 64 GB hukommelse, så skal du slippe omkring 7.000 kroner. Xperia Z1 Compact kan få 80 GB hukommelse for 4.000 kroner (for telefonen) plus cirka 450 kroner for et microSD-kort på 64 GB.
Det vil sige, at du for 2.500 kroner mindre kan få langt mere hukommelse med Xperia Z1 Compact.
Vinder: Sony Xperia Z1 Compact
Stor guide: 16 tips og tricks til, hvordan du kan forlænge batterilevetiden på din mobil
Batteri
Da Sony præsenterede Xperia Z Compact slog de meget på tromme for dens batteritid. Der er en række batteritest, som alle mobilproducenter skal oplyse over for GSMA, blandt andet standbytid, taletid og musikafspilning.
Sony lover 600 timers standby mod 250 timer hos iPhone 5s og Sony forklarer, at man kan tale 18 timer i Compact, mens man kun kan tale 10 timer i iPhone 5s.
Når det gælder musikafspilning, rækker Compact til 94 timer, mens iPhone 5s kan spille festen op i 40 timer i træk. Det er med andre ord imponerende tal, som Sony Xperia Z Compact kan prale med, når det gælder batteriet.
Men nu bruger man jo ikke kun sin mobil til kun tale eller musik, man bruger den til mange ting samtidig. Selv om iPhone er god til at holde batteri, så holder Xperia Z1 Compact faktisk længere.
Selvom jeg bruger den massivt i løbet af en hel dag, så har jeg stadig pænt med strøm på den, når jeg går i seng, faktisk så jeg sagtens kan holde den gående til næste morgen, hvor jeg møder ind på kontoret.
Jeg kan ikke mindes, at jeg har testet en mobil før med så god batteritid i en så lille mobil.
Sony Xperia Z Compact har i øvrigt et batteri på 2.300 mAh mod 1.560 mAh i iPhone 5s.
Vinder: Sony Xperia Z1 Compact
Hent magasinet Mobil til iPad og Android-tablets – det er gratis og interaktivt!
Sammenlign priser på iPhones – Find bedste pris nyeste iPhone