Lækkede billeder af Sony Xperia 2 viser telefon meget lig Xperia 1

Sony Xperia 2 forventes at blive lanceret på IFA 2019 om få dage - de første lækkede billeder viser en mobil, der minder meget om forgængeren designmæssigt.

Lækkede billeder af Sony Xperia 2 viser telefon meget lig Xperia 1

Sony insisterer stadig på at komme med opdateringer af sine flagskibe to gange om året. Det betyder, at der faktisk når at komme en ny model, inden den forrige er blevet sat ned i pris. Derfor forventer vi også, at der kommer en Xperia 2 som arvtager til Xperia 1 ved IFA 2019.

 

Sony Xperia 2 på IFA 2019

Der er nu lækket billeder ud, der skal vise denne Xperia 2. Men hvis man forventer revolutioner på designområdet, bliver man slemt skuffet – telefonen på billederne er meget lig Xperia 1.

Det, vi ser, er en sort firkant i standardlook, som Xperia 1. Den har 21:9 forhold på skærmen og ser ud til at have samme lidt upraktiske placering af knapperne som Xperia 1. Det betyder en højre side fuld med knapper – on/off, lyd, fingeraftrykslæser og kameraknap.

På bagsiden ser vi noget af det, der adskiller de to telefoner. På Xperia 2 ser vi nemlig et triple kamera i øvre venstre hjørne i stedet for i midten.

Se også: Find bedste pris på Sony Xperia 1

 

Kan komme med 5G

Vi ved på nuværende tidspunkt ikke noget om specifikationer for telefonen. Xperia 1 har Snapdragon 855 og 4K OLED, så der er ikke meget, der kan forbedres. Måske smider Sony 5G modem ind, men det er nok stadig ikke det, der sælger en telefon.

Se også: Nyheder om Sony