Lækkede billeder viser formatet på Sony Xperia 10 og 10 Plus-skærme
Det første billede af en ny Sony Xperia-telefon og dens ekstra aflange 21:9-skærm dukkede op i sidste uge og nu er der dukket flere billeder op af kommende Sony-telefoner. Denne gang sammen med andre detaljer.
Xperia 10 og 10 Plus med 21:9 skærmformat
På de nye billeder ser vi Sony Xperia 10 og Sony Xperia 10 Plus og er delt af WinFuture. Vi ser to telefoner med det meget aflange format 21:9, hvor Xperia 10 har en skærm på 5,9 tommer og 10 Plus på 6,5 tommer, begge i FHD+-opløsning.
Begge telefoner ser ud til at have helt smalle rammer om skærmene, undtagen i toppen, hvor rammen er noget bredere. Det bliver spændende at høre mere om Sonys visioner for det nye skærmformat. Det vil i hvert fald egne sig godt til video og gaming, hvor man kan få mere med på skærmen end normalt.
Billederne fra WinFuture viser også, at begge telefoner skulle få dual kamera og det oplyses videre, at de ventes at få Snapdragon 660 og 3 eller 4 GB RAM.
Se også: Priser på Sony Xperia
Lancering på MWC 2019
De nye telefoner ventes at blive præsenteret på MWC 2019 i Barcelona, der løber af stablen om få dage. Mobil er naturligvis på pletten til at følge ikke blot Sonys lanceringer, men også de andre mobilproducenters nye telefoner og produkter i det hele taget.
Se også: Nyheder om Sony Xperia 10