Sony Ericsson Xperia Mini Pro test
Sony Ericsson Xperia X10 Mini Pro har været en favorit hos mig i det forgangne år. Det, der har lokket, er det smidige format, og at telefonen har et slide-qwerty-tastatur.
Perfekt for den, der skriver meget på telefonen, men aldrig er blevet gode venner med de forskellige virtuelle tastaturer på markedet eller forskellige systemer til at hjælpe med at skrive hurtigere.
Nu kommer opfølgeren, der kort og godt skal kaldes Mini Pro. I 2011-versionen af minimobilen er Sony Ericsson lykkedes med at slibe en del af de små irritationsmomenter væk, der var hos forgængeren. Meget handler om, at konstruktørerne har udrustet den nye telefon med en hurtigere processor og en mere moderne variant af Googles styresystem.
Mini Pro leveres med version 2.3 af Android, og det betyder en kvikkere og mere brugervenlig oplevelse end 2.1, der er i de X10 Mini’er, der sælges i dag. Blandt andet understøttes brug af telefonen som surfpunkt for at kunne lægge apps på telefonens hukommelseskort, når den interne hukommelse begynder at slippe op.
Processoren er blevet opgraderet fra 600 MHz til 1 GHz, og det mærker man på, at telefonen føles mere rap, både i menuerne, og når for eksempel kameraet skal startes. Desuden har Sony Ericsson forfinet deres idé med genveje i telefonens hjørner, der skal hjælpe med at kompensere for den lille skærm.
I originalen var der plads til fire genveje på hele startskærmen, men nu er der plads til op til fire i hvert hjørne. Til gengæld skal der to tryk til for at få dem frem, men det kan være det værd for at have hurtig adgang til alle de vigtige apps og funktioner på én skærm.