Rygte: Sonys rigtige flagskib kommer næste måned
Sony Xperia Z4 blev lanceret i går, og ser ud til at være en begrænset opgradering af Z3, noget der styrkes af, at telefonen kun kommer på markedet i Japan.
Nu fortæller nye oplysninger, at Sony har planer om en international topmodel i næste måned, der ikke er identisk med Z4.
Hvis oplysningerne er rigtige, drejer det sig formentlig om en model, der er meget lig Xperia Z4, måske bare med andre frekvensbånd. Men det giver i så fald en masse spørgsmålstegn.
Se prisguide: Find bedste tilbud på Sony Xperia Z3.
Stærkt japansk hjemmemarked
Lanceringen af Z4 i Japan er logisk, da Samsung Galaxy S6 kommer på markedet i disse dage. Sony har et stærkt hjemmemarked, og en ny Sony-model kan gøre, at folk vælger at vente i stedet for at kaste sig over en ny Samsung. Men det forklarer ikke, hvor Sony ikke samtidig lancerer mobilen internationalt, hvis den er nærmest identisk.
Navnet taler også imod, at det skulle være stort set samme mobil, der er på vej. Sony har lanceret Japan-specifikke modeller før, men så har de haft modelbetegnelser, der tydeligt har indikeret dette med et bogstav efter modelbetegnelsen, mens de internationale modeller bare har heddet Z og så et tal.
At Z4 kun kommer i Japan tyder derfor på, at der ikke kommer en international Xperia Z4.
Vores gæt – en mindre Ultra-model
Nu vover vi os ind i lidt spekulationer på egen hånd. Sony Xperia Z4 var sikkert først tænkt til international release, men Sony er i sparemode og bedømte, at forskellene i forhold til Z3 var får små til, at mobilen ville sælge godt andre steder end på hjemmemarkedet, hvilket kræver betydeligt lavere omkostninger til markedsføring.
Hvis de har en ny international release om en måned, må det altså være noget, der har noget tydeligt anderledes at tilbyde, samtidig med, at den formentlig ikke kan have en meget anderledes teknisk platform sammenlignet med Z4.
Vores gæt er derfor, at det er en Xperia Z4 Ultra, der kan dukke op om en måned, en efterfølger til Z Ultra, der udmærkede sig med sin 6,4-tommer store skærm. En sådan mobil ville udmærke sig tydeligt både i forhold til Xperia Z3 og Xperia Z4, og samtidig give Sony tid til at udvikle Xperia Z5, der kan erstatte Z3 senere i år.
Det, der taler for, er, at der i et stykke tid har været rygter om en ny Ultra-mobil fra Sony. Imod taler, at vi endnu ikke har set nogle billeder af en sådan. Vi tror samtidig, at en ny Ultra-mode vil have mindre skærm. Skærm på 6,4 tommer betyder virkelig stor telefon, og 6 tommer eller lige under virker mere oplagt, hvis man vil ud til et mainstream-publikum.