Sony kan være i gang med Xperia L1

I Rusland er der dukket en certificeringsliste op, der kan indikere, at vi snart bliver præsenteret for en enhed ved navn Xperia L1.

Sony kan være i gang med Xperia L1

Sony er indtil videre kommet med en række nye produkter i år – Xperia XZs og XZ Premiun, der begge hører til i den dyre ende, samt Xperia XA1 og XA1 Ultra, der hører til i mellemsegmentet.

Og nu kommer Xperia L altså. Faktisk er det sådan, at Sony har brugt det modelnavn før, selvom det er længe siden, helt tilbage i 2013, hvor Xperia L så dagens lys. Det var en mellemklassemobil med et for Sony lidt specielt design med en buet bagside.

Se også: Anmeldelser af Sony mobiler

Xperia L – budgetmobil

Listen afslører ikke noget om, hvilket segment L1 hører til, men da den originale Xperia L som nævnt var i mellemklassen, er det nok ikke helt skævt at gætte på, at også denne mobil vil være det.

Derudover er der ikke meget hjælp at hente fra den originale L-model, når det kommer til gisninger om Xperia L1, mest på grund af de fire års udvikling, der er gået imellem de to.

Skal vi se på de enheder, Sony har lanceret i år, hvor Xperia XA1 hører til i mellemsegmentet og XZ i toppen, er det måske logisk at gætte på, at Xperia L1 vil havne på budgetniveau. Der plejer Sony dog at bruge E-modellerne. Det er dog snart tid til lidt fornyelse af dette segment fra Sony, og skal Sony følge tidligere lanceringer, burde vi få præsenteret Xperia E6 senere i år.

6-tallet der passer dårligt sammen med XA1 og L1, så måske er der simpelthen tale om, at Sony giver budgettelefonerne et nyt modelnavn, så det hele passer lidt bedre sammen.

Vi ved selvfølgelig ingenting om alt det her, det er blot spekulationer. Sony har dog tidligere sagt, at de holder fast i X som modelnavn for deres topmodeller, så det er nok ikke der, Xperia L1 skal passes ind i porteføljen.

Se også: Sammenlign priser på Sony mobiler

 

Pris for Xperia L

Bliver den en efterfølger til den originale Xperia L, bliver det så absolut interessant at se, hvor Sony vil putte den ind i forhold til deres nuværende modeller. Certificeringen i Rusland tyder dog på, at det ikke vil vare længe, før de første rygter begynder at dukke op, både med hensyn til specifikationer og lanceringstidspunkt.

Vi gætter på en pris pænt under 2.000 kroner for Xperia L.

Se også: Nyheder om Sony