Sony Xperia M2 Aqua – vandtæt og billig mobil

Hele telefonen føles som om, den er tænkt at være en Xperia Z2 for dem, der kun vil betale det halve. Men vandtæthed for 2.000 kroner er heller ikke noget at kimse af.

Sony Xperia M2 Aqua – vandtæt og billig mobil

Jeg kan ikke rigtig slippe fornemmelsen af, at den her telefon er lavet til dem, der vil have det til at se ud som om, de virkelig har en Sony Xperia Z2, men ikke har råd eller er villige til at betale for en.

Designet er nærmest identisk, og hvis man ikke har memoreret alle detaljer i designet af Xperia Z2, skal man næsten have dem liggende ved siden af hinanden for at se forskel. Gør man det, ser man, at M2 Aqua er lidt kortere, og at skærmen er lidt mindre på omtrent samme flade.

Men Xperia M2 Aqua er en mobil, der koster cirka det halve af Xperia Z2. Ved salgsstart ligger prisen lidt under 2.000 kroner, og den falder nok til under 1.500 kroner om et par måneder.

sony-xpria-m2

Vandtæt mobil

Netop vandtætheden er et ret godt salgsargument for M2 Aqua, for der er ikke så enormt mange mobiler i denne prisklasse, der er vandtætte. IP-klassificeringen 65/68 betyder, at telefonen er støvtæt, kan tåle at blive skyllet i vand, og sænkes ned i vand på en dybde af 1,5 meter i 30 minutter.

En anden fordel er, at den har 4G, selvom det bliver mere og mere almindeligt med 4G i billigere mobilmodeller.

Hvad er det så, der er sparet på, for at få prisen ned til det halve i forhold til Xperia Z2? Stort set alt andet. Glasset og metallet i Z2erens konstruktion er erstattet med plast og atter plast. Det betyder dog ikke, at telefonen virker plastikagtig – Sony er lykkedes fint med at få Xperia M2 Aqua til at føles velbygget med enklere materialer. Et plus for, at man ikke bare har fjernet kameraknappen.

sony_xperia_m2_aqua xperia-m2-aqua-camera-timeshift

Ingen topskærm

Skærmen er en af de mest umiddelbare og åbenlyse besparelser på telefonen. Det handler dels om opløsningen, 540 x 960 pixel er ret lidt for så stor en skærm, og man kan se pixelheden med det blotte øje.

At det ikke er markedets bedste skærm, kan også mærkes på, at betragtningsvinklen er ret dårlig. Telefonen skal ikke hældes meget i nogen retninger, før skærmens farver og lysstyrke skifter.

Til skærmens fordel skal siges, at den er lysstærk på maksimal lysstyrke. Den har også et såkaldt transfleksivt lag, der gør, at man kan læse på skærmen selv i direkte sollys.

Inden i sidder chippen Snapdragon 400 med en quadcore processor på 1,2 GHz. Det er blevet lidt af en branchestandard for billigere telefoner, hvilket vi kun kan takke for, for chippen leverer godt og har vel tilstrækkelig med kraft til, at Android flyder fint, og man behøver ikke bekymre sig om tunge spil. I vores ydeevnetest placerer telefonen sig sammen med andre Snapdragon 400-modeller langt fra topmodellerne i dag, men et godt stykke over, hvad forrige års topmodeller præsterer.

Ikke meget hukommelse

Det står dårligere til med hukommelsen. 8 GB hukommelse, hvoraf godt 4 GB er til rådighed for brugeren, er ikke ret meget. Plads til hukommelseskort er der, men apps skal installeres på telefonens interne hukommelse.

RAM-hukommelsen er på 1 GB. Havde det været en Samsung-telefon, havde det været alt for lidt, men Sony har heldigvis ikke lige så mange tjenester, der ligger og kører i baggrunden, så telefonen flyder fint. Men vær opmærksom på, at den nok ikke kan tåle bunkevis af apps, der kører i baggrunden, før systemet begynder at hakke.

Sonys tilføjelser til Android er som sagt ret beskedne, og handler hovedsagelig om udseende snarere end funktioner. De har lagt nye apps ind til mail, kalender og fotoalbum i stedet for Androids standard-apps, hvilket er til det bedre.

Derimod holder Sony sig ikke tilbage med at fylde telefonen med forinstallerede apps, såkaldt bloatware. Det er dem, der kommer fra en tredje part, såsom Garmin navigation (der endda kun er en prøve-version) og Office-pakken Officesuite.

Sonys egne apps kan derimod ikke fjernes, og der er blandt andet Playstation Mobile (en tjeneste, der for nylig er blevet nedlagt), og Sony Select, Xperia Lounge og What’s New, tre apps, der kun går ud på at anbefale indhold, der er at finde andre steder. De tynger ikke systemet nævneværdigt, men ligger der og fylder i app-listen.

Gode makrobilleder

Kameraet har samme app som storebror, hvilket giver smarte funktioner som for eksempel lynfotografering, hvor du kan tage 20 billeder på et sekund og vælge det bedste.

Det kan være nødvendigt, for kameraet er trods sine 8 megapixel virkelig ikke blandt de bedste, Sony har i deres sortiment. Jeg kæmper for at finde en situation, hvor kameraet tager gode billeder. Ikke i situationer med meget kontrast, ikke i stærkt sollys, helt klart ikke i mørke, og filmene bliver ikke gode. Men faktisk bliver makrofotografierne, jeg tager, rigtigt gode.

Skal du mest ringe og skrive SMSer og vil have noget vandtæt, er der en pointe i at vælge noget billigere som denne. Sony har et godt skærmtastatur, der kan tilpasses. Men der er risiko for, at du bliver skuffet over mobilens lyd, som jeg opfatter som mere hul end sædvanligt, hver gang jeg taler i telefonen.

Batteritiden er helt klart godkendt, både den vi oplever ved dagligt brug, og den vi får i vores batteritest, hvor vi afspiller streamet video, indtil telefonen dør. Hvis du vil forlænge batteritiden, er der Sonys udmærkede Stamina-indstilling, der mindsker baggrundsaktiviteten, når telefonen er på standby. Her kan du selv justere, hvilke programmer der skal være aktive i baggrunden, så du for eksempel også får notificeringer fra beskedtjenester, når skærmen er slukket.

xperia-m2-aqua-camera

Xperia Z2 til halvpris

Sony Xperia M2 Aqua er en telefon, der ligner Xperia Z2, men for den halve pris. På den anden siden får du også mindre end halvdelen af telefonen indeni. I denne prisklasse er der masser af modeller, der leverer bedre. Det, der afgør, om denne telefon trods det kan være værd at se på, er, om du vil have noget billigt, der er vandtæt. For med den kombination, er Sony Xperia M2 Aqua på nuværende tidspunkt uden konkurrenter.

Sony Xperia M2 Aqua: Fakta, pris, karakter

Mål: 72 x 140 x 8,6 mm
Vægt: 149 gram
Styresystem: Android 4.4.2
Taletid: 12 timer 11 minutter
Standbytid: 641 timer
Batterikapacitet: 2.330 mAh
Hukommelse: 8 GB, plads til hukommelseskort
Arbejdshukommelse: 1 GB
Processor: Quadcore Snapdragon 400, 1,2 GHz
Maksimal hastighed mobildata: 150 Mbit/s downloadning (4G)
Bluetooth: 4.0
Skærm: 4,8 tommer, TFT, 540 x 960 pixel
Kamera: 8 megapixel, autofokus, fotolampe. Videooptagelse i 1080p.
Navigering: GPS samt appen Google Maps.
Producentens hjemmeside: http://www.sony.dk/electronics/mobiler
Pris: Se altid opdaterede priser for Sony Xperia M2 Aqua

12 hurtige

X 4G
X  NFC
X  Quadcore processor
X  FM-radio
X  Fotolampe
Trådløs opladning
X  HD-videooptagelse
Full-HD-skærm
X  Kameraknap
X  Hukommelseskortplads
X  Vandtæt
X  Videosamtalekamera
2nd opinion
Daniel Hessel: Alt efter præferencer er netop vandtætheden meget værd, og med det i tankerne lykkes M2 ret godt. Vandtætheden og Sonys fede batteribesparelsesfunktion kommer man egentlig ret langt med.

Batteriets videotid:
7 timer 3 minutter

Spørgsmål og svar

Hvordan er det medfølgende headset?
Der er ikke noget. Headset må du selv købe.

Er telefonen pengene værd?
For 2.000 kroner synes jeg, den er lidt dyr, men falder den til måske 1.500 kroner, ville jeg synes, den er pengene værd.

Kan man bruge denne mobil som modem for computeren?
Absolut, med indbygget 4G får du desuden acceptable datahastigheder.

For
Vandtæt
4G

Imod
Skærmen
Lidt hukommelse
Bloatware
Kameraet

Et alternativ for dig der…
Billig vandtæthed: Der er ingen nye vandtætte mobiler i samme prisklasse som denne, men sidste års topmodel Xperia Z1 giver mere for pengene for ca 700 kroner mere.

Karakter

Telefoni & data 7/10
Multimedie 5/10
System & programmer 7/10
Brugeroplevelse 7/10
Materiale og kvalitet 7/10

Total 66 %