Sony Xperia U test – det, de unge vil have?
Udseendemæssigt følger den langt hen ad vejen det formsprog, der blev introduceret med Xperia S. Om man synes om den firkantede form, er et spørgsmål om personlig smag, men det går uden tvivl meget hurtigt at genkende telefonen som en ny Sony.
Det helt sorte cover giver et udmærket indtryk, men den gummiagtige fornemmelse udstråler ingen større eksklusivitet.
At Sony inkluderer en pink dimsedut til at sætte på den nederste del i stedet for den sorte, er vel et forsøg på at tilfredsstille unger, der gerne vil variere blingudstyret.
Personligt synes jeg, det lugter af 90’erne, og med tanke på, at den slags accessories mest lader til at være populær i Asien, tror jeg ikke, at det er et særlig vellykket salgstrick her i Danmark.
LÆS OGSÅ: Bliver din Sony-mobil opdateret til Android 4.0?
Farver bliver ikke brugt godt nok
Den lysende liste er heller ikke noget, der ophidser mig, mest fordi potentialet til at gøre noget fornuftigt med den kun er der i teorien.
Det, den gør nu, er at lyse op og skifte farve, ud fra hvad der vises på skærmen. Ser du på et billede, hvor den dominerende farve er orange, lyser lampen orange, er mobilskærmen mest blå, lyser lampen blåt, og så videre.
Der er måske nogen, der finder det underholdende et øjeblik, men meget mere end det får man ikke.
Det, der havde været noget ved, ville være, hvis den for eksempel fungerede som en notificeringslampe, når man har fået en sms eller e-mail, og så havde det været endnu bedre, hvis man kunne vælge, hvilken farve den skulle lyse med, alt efter hvilken slags besked man har fået, eller i en anden kulør, hvis man havde et ubesvaret opkald.