Sony Xperia XZ4 på vej, men ingen Compact-model

Sony har fået ny chef for mobilafdelingen og ny Xperia XZ4 er på vej med fokus på kameraet - men der kommer formentlig ingen XZ4 Compact model.

Sony Xperia XZ4 på vej, men ingen Compact-model

Ved CES i Las Vegas interviewede Digital Trends vicedirektøren for Sony Mobile, Don Mesa, og der fortæller han blandt andet om fremtidsplanerne for Sony. Når det kommer til smartphones, er det ikke gået helt så godt for Sony på det sidste. Salget er gået i stå og har været det et godt stykke tid efterhånden.

Det kan synes underligt, for der er ikke noget galt med kvaliteten af Sonys telefoner. Det er selvfølgelig noget, Sony gerne vil lave om på, og de lader til at være i gang med at køre alt i stilling til Mobile World Congress i Barcelona i slutningen af februar.

Se også: Anmeldelse af Sony Xperia

 

Ny chef for mobiltelefoner skal booste Sonys salg

I interviewet fortæller Mesa, at Sony er i gang med en del forandringer. Der kan altså være ændringer på vej og en af dem er allerede sket i form af en ny chef for udviklingsafdelingen. Det er Shigeki Ishizuka, der tidligere har været på Sonys kameraafdeling, der er kommet til.

Kameraafdelingen har altid kørt på skinner for Sony, så det er formentlig Sonys håb, at Ishizuka kan gøre noget godt for den stillestående mobilafdeling.

Se også: Priser på de bedste Sony Xperia

 

Sony Xperia XZ4 på MWC 2019

Mesa fortæller også, at Sony har planer om at annoncere nye produkter ved MWC 2019, og at et af de produkter bliver det første skridt i den nye retning for Sony Mobile. Vi formoder, at der er tale om Xperia XZ4.

Det vil i hvert fald passe med selskabets tidligere annonceringer på den tid af året. Vi har allerede set en del lækkede billeder af XZ4, og de viser en telefon med smallere ramme om skærmen, end vi tidligere har set fra Sony.

Telefonen er ifølge billederne lavet af metal og har en skærm i 21:9-forhold. Skærmen er desuden på hele 6,5 tommer, og indeni siges det, at vi finder Snapdragon 855 og Android 9 Pie sammen med mindst 6 GB ram. Fingeraftrykslæseren forventes at sidde på siden. Om alt dette og de øvrige rygter, der har været om telefonen, stemmer, må vi vente nogle uger endnu på at finde ud af. MWC 2019 finder sted i Barcelona fra den 25. februar – dog med tyvstart fra en række mobilproducenter allerede den 24. februar.

Se også: Priser på de billigste Sony mobiler

 

Sony vil ikke satse på 5G men kamera

Udover kommende smartphones, taler Mesa også om 5G i interviewet, hvor han beskriver det som en udfordring. Sony ønsker ikke at gå for hurtigt frem, siger han. I stedet satser de på at ramme rigtigt, når de kommer med en enhed, der understøtter 5G.

I stedet satser Sony på at forbedre kameraoplevelsen væsentligt i den næste telefon, formentlig Xperia XZ4. Ingen kan kalde kameraet i Xperia XZ3 for dårligt, men Sony kan gøre det bedre end det, hvilket Mesa erkender. Sony står trods alt bag de kamerasensorer, der sidder i rigtigt mange af de flagskibstelefoner, der er på markedet.

Se også: Rygter om Sony Xperia XZ4

 

Ingen Xperia XZ4 Compact på vej – folk vil have store skærme

Sidder man nu og håber på, at der også kommer en Xperia XZ4 Compact, kan det dog være, at man bliver skuffet. Don Mesa fortæller nemlig også i interviewet, at forbrugerne i dag er mere interesserede i en stor skærm, end en skærm der er lettere at bruge på grund af en mere kompakt størrelse. Sony har holdt fast i konceptet om en kompakt-version af deres flagskibe i lang tid, men meget tyder altså på, at det kan være slut nu.

Det er lidt en skam, for selvom flertallet måske gerne vil have store skærme, er det ikke noget, der passer alle.

Som afrunding gentager Mesa, at der er ændringer på vej, men siger dog også, at vi ikke skal forvente os alt for drastiske forandringer af den japanske gigant.

Se også: Nyheder om Sony