Her er Sony Xperia Z3 Compact på billeder

I dag forventes det, at Sony præsenterer deres nye Xperia Z3 Compact – allerede nu er billederne af den nye topmodel afsløret.

Her er Sony Xperia Z3 Compact på billeder

Sony Xperia Z3 Compact billeder:

Da Sony Xperia Z1 Compact kom, høstede den store roser. I modsætning til andre mini-udgaver af topmodellerne havde den nemlig de fleste topspecifikationer fra Z1 og var derfor ikke et svagere kompromis bare fordi den var mindre.

Der kom aldrig en Z2 Compact, men hårdnakkede rygter, rygter som Sony i øvrigt selv har arbejdet på at fremme, siger, at vi i dag får Sony Xperia Z3 Compact at se.

Nu er der kommet to pressebilleder af det, der netop skulle være Xperia Z3 Compact I et farveglad spektrum. Udover de sædvanlige sorte og hvide modeller, så kommer den også i en turkisgrøn og rødorange udgave.

Sony Xperia 3 Compact skulle få en skærm på 4,6 tommer med 1280 x 720 pixel opløsning. Det svarer til HD-skærm og med størrelsen på 4,6 tommer får vi dermed en fin skarp skærm. Processoren er en Snapdragon 801 på 2,5 gHz.

Batteriet skulle være på 2.500 mAh, hvilket burde forbedre den i øvrigt gode batteritid, vi tidligere har set hos Sony.

Se billige priser på Sony Xperia-mobiler.

I dag klokken 16.00 afholder Sony pressekonference på tech-messen IFA i Berlin og her forventes det, at Sony lancerer Sony Xperia Z3 Compact sammen med et par andre modeller, nemlig Sony Xperia Z3 og Sony Xperia Z3 Tablet.

Mobil er på plads i Berlin, hvor vi selvfølgelig dækker lanceringen og er klar med første indtryk af de nye modeller, så snart det er muligt.

sony xperia z3 billeder

 

Du kan i øvrigt læse vores store test af Sony Xperia Z1 Compact vs iPhone 5s.

Ingen af de andre Android-producenter har taget markedet for smartphones omkring de 4-4,5 tommer seriøst. Vi har set flere mini-udgaver af de store topmodeller. De har alle haft skærm omkring 4,3 tommer, men de er ikke blot mindre, de har også betydeligt mere skrabede funktioner.

Det lavede Sony om på med deres Sony Xperia Z1 Compact, som er en mindre udgave af Xperia Z1. Enkelte funktioner er blevet skåret lidt til, skærmopløsningen er et niveau under for eksempel, men ellers har de bestræbt sig efter at få så mange funktioner fra den store topmodel med over i den noget mere handy Compact-model.

Sony har bevidst undgået at kalde den for Xperia Z1 Mini for, at den ikke skal slås i hartkorn med de andre mere skrabede mini-modeller på markedet.