Test af Sony Xperia XZ1 Compact – stor oplevelse i miniformat

Sony Xperia XZ1 Compact er en uhyre rap og god lille mobil og er den bedste mobil med skærm under 5 tommer - læs vores test og sammenlign priser.

Test af Sony Xperia XZ1 Compact – stor oplevelse i miniformat

Sony Xperia XZ1 Compact adskiller sig ikke vildt meget fra tidligere Sony telefoner på Compact-serien, men der er tale om den bedste mini-mobil på markedet med godt kamera, hurtig og brugervenlig brugerflade, fin batteritid og og godt vandtæt design.

Læs vores test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact herunder.

 

Sony Xperia XZ1 Compact – bedømmelse

Design & Materiale: 8/10

Brugervenlighed: 9/10
Batterilevetid: 9/10
Skærm: 7/10
Kamera: 9/10
Hastighed i brugerflade: 10/10
Datahastighed: 10/10
Spiloplevelse: 6/10
Musikkvalitet: 9/10
Samtalekvalitet: 8/10
Samlet karakter: 84/100

mobil anbefaler

Se også: Bedste pris for Sony Xperia XZ1 Compact

 

Læs hele vores store test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact herunder.

Men først nogle billeder, vi har taget af Xperia XZ1 Compact.

sony xperia xz1 compact design - 5 sony xperia xz1 compact design - 2 sony xperia xz1 compact design - 4

 

 

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact

Herunder finder du vores store test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact, hvor vi kommer omkring en række af de vigtigste funktioner på en mobil og bedømmer kvaliteten af telefonen.

 

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact – design

Xperia XZ1 Compact sætter ikke ligefrem nye designstandarder – Sony holder fast i det lidt gammeldags design, man kender fra traditionelle smartphones. De er endnu ikke hoppet med på edge-to-edge-skærm, men jeg synes, det er praktisk, når man holder telefonen i to hænder og da den samtidig har afrundede sider, så ligger den næsten totalt ubemærket i ens lomme.

Xperia XZ1 Comapct har et støv- og vandtæt design og kan klare at ligge i 1,5 meter dybt vand i op mod 30 minutter uden at tage skade.

 

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact – Brugervenlighed

Uanset om du kommer fra en tidligere Sony-mobil, en Android eller iPhone, så får man hjælp til at få overflyttet ens indhold fra den gamle mobil til den nye, første gang man tager hul på telefonen – det er en god funktion og den fungerer fint og er let at gå til.

Brugerfladen er i det hele taget stort set helt barberet ned for Sonys egne tjenester – kun en lille widget med hjælp til at komme i gang er på startskærmene og den er let at fjerne.

Fingeraftryksscanneren sidder som sædvanlig på powerknappen på højre side og her sidder den super godt placeret som altid.

Formatet på telefonen med skærm på 4,6 tommer er naturligvis også godt, hvis man er ude efter en mobil, der er let at betjene med en hånd og som ikke fylder i lommen. Xperia XZ1 Compact er blandt de mest brugervenlige mobiltelefoner, men er man storforbruger af tv-serier, spil og andet gøgl, der egner sig bedst på en stor skærm, er der andre alternativer, man bør gå efter.

Se også: Mobiltelefoner med høj brugervenlighed

 

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact– Batterilevetid

Sony har aldrig været frontløbere, når det gælder batterikapacitet og selvom XZ1 Compact heller ikke sætter nye rekorder, så er et batteri på 2.700 mAh på en mobil med HD-skærm på 4,6 tommer stadig helt i orden.

Den har samtidig meget effektive batterisparefunktioner og jeg har for det meste 20-25 procent batteri tilbage ved sengetid.

Xperia XZ1 Compact har lynopladning, men det går ikke helt så hurtigt som hos de andre producenter. Det skyldes en anden batterifunktionalitet med “intelligent opladning”, der lader op på en måder, der forhindrer slid af batteriet. På den måde skulle batteriet kunne leve dobbelt så lang tid som på andre telefoner. Man kan typisk lade et mobilbatteri op omkring 400 gange, inden det begynder at gå ned af bakke – med XZ1 Compact kan man lade den op cirka 800 gange, når man benytter intelligent opladning.

Se også: Mobiltelefoner med lang batteritid

 

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact – Skærm

Skærmen på Xperia XZ1 Compact er på 4,6 tommer med HD-opløsning. Burde den være med fuld HD? Nej, faktisk ikke. HD på de 4,6 tommer giver fin skarphed i praksis og farverne er gode og farverige på en naturtro måde.

Når jeg trykker på skærmen, reagerer den også promte.

Se også: Mobiltelefon med bedst skærm

 

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact – Kamera

Sony Xperia XZ1 Compact har kamera med 19 megapixel på hovedkameraet,blænde F/2.0, triple image sensing-teknologi, så man kan tage skarpe billeder af objekter, der bevæger sig, EIS, HDR og meget mere. Den har altså alle de kamerafunktioner, man forventer af en topmodel i dag. Brugerfladen tilbyder både en simpel og en avanceret løsning, så man kan tage gode billeder med autoindstillinger eller eksperimentere selv med mere pro-indstillinger.

Endelig har XZ1 Compact også videokamera, der kan optage i 4K samt optage videoer med super slowmotion med 960 billeder i sekundet.

 

Se også: De bedste kameramobiler

sony xperia xz1 compact design - 1

Her under kan du se en række billeder taget med Xperia XZ1 Compact i forskellige situationer.

Sony Xperia XZ1 Compact – test af kamera: Landskabsbillede taget med Xperia XZ1 Compact. Vi ser mange gode detaljer og farverne er flotte og naturlige. Den håndterer mørke og lyse partier rigtig godt.

test af kamera i sony xperia xz1 compact - landskab

 

Sony Xperia XZ1 Compact – test af kamera: Makrobillede. Måske det bare er lir for det utrænede øje, men de bokeh-billeder, man kan tage med dual kamera telefoner, hvor baggrunden er sløret og objektet i forgrunden står skarpt frem, savner jeg altså på Sonys telefoner, også på XZ1 Compact. Baggrunden er pænt sløret her, men det kunne se langt bedre ud.

test af kamera i sony xperia xz1 compact - makro

 

Sony Xperia XZ1 Compact – test af kamera: Mørke med fotolys. Sony viser igen, at de er gode til billeder i mørke. Her er det med brug af fotolys i meget mørkt rum og fotolyset skydes rigtig godt af med rigtig mængde lys.

test af kamera i sony xperia xz1 compact - mørke med fotolys

 

Sony Xperia XZ1 Compact – test af kamera: Mørke uden brug af fotolys. En svær kategori for alle telefoner. Rummet er meget mørkt, men vi formår alligevel at kunne se objektet og skelne farver fra hinanden.

test af kamera i sony xperia xz1 compact - mørke uden fotolys 1

 

Sony Xperia XZ1 Compact – test af kamera: Portræt. Et okay portrætbillede med fine detaljer på personen, men baggrunden sløres ikke så meget som vi ser på de telefoner, der har dual kamera og portrætindstilling.

sony xperia xz1 compact kamera

 

Sony Xperia XZ1 Compact – test af kamera: Selfie. Selfies klarer Xperia XZ1 Compact godt – billedet er skarpt og farverne gode.

test af kamera i sony xperia xz1 compact - selfie

 

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact – Hastighed i brugerflade

Sony Xperia XZ1 Compact har Snapdragon 835 processor og 4 GB RAM. Den kombination sammen med en ret ren Android-brugerflade giver en mobil, hvor man bare stryger gennem menuerne. Hastigheden i brugerfladen er således helt i top.

Med 32 GB hukommelse + plads til hukommelseskort er der også grobund for at kunne hælde over med videoer, spil og andre typer større filer.

Se også: Telefoner med hurtig brugerflade

 

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact – Datahastighed

Sony XZ1 Comapct har 4G Cat 16 med download-hastigheder på 1 Gbit/s og upload på 150 Mbit/s. Med andre ord – også selvom du om 3-4 år bruger den til at live streame 4K tv-programmer, så vil der være rigeligt med båndbredde på telefonen til at håndtere det.

Som wifi hotspot er der naturligvis også rig mulighed for at koble 4-5 enheder op til telefonen uden problemer.

Se også: Telefoner med hurtig 4G

 

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact – Spil

Xperia XZ1 Compact har, som vi har været inde på, en skærm på 4,6 tommer – det er ikke helt så sjovt at spille Modern Combat 5 på den som på en mobil med skærm på 5,5 eller flere tommer. Men den klarer fint at afvikle selv de tungeste spil.

Er du mere til de lette spil som en gang Angry Birds, Candy Crush eller lignende, så er XZ1 Compact helt i orden at spille på.

Se også: Bedste mobil til spil

 

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact – Musikkvalitet

Det kan godt være, telefonen er lidt lille til fuld udbytte af de to højtalere, men lyden er i hvert fald bedre end på telefoner med kun en højtaler. Begge højtalere sidder i øvrigt, så de peger ud mod brugeren og det betyder også noget for lydkvaliteten via de indbyggede højtalere.

Jeg plejer altid at give telefoner, jeg tester, kartoffelskræller-testen. Kan jeg holde ud at lytte til musik afspillet gennem telefonens højtalere, mens jeg skræller kartofler, vandet løber og andre lyde fra baggrunden rumsterer? Det er faktisk de færreste telefoner, der kan give tilpas rar lyd, når man skruer højt op – det får jeg med XZ1 Compact.

Med headset og højtaler er lyden naturligvis også rigtig god og der er flere muligheder for at justere lyden, så den bliver endnu bedre i forhold til ens omgivelser og det udstyr, man bruger til at lytte med.

Se også: Mobiltelefoner med god lyd til musik

 

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact – Samtalekvalitet

Sony har ry for at lave mobiltelefoner med stabil og god mobilforbindelse til det mobile netværk – både på tale og data. Det oplever jeg også med Xperia XZ1 Compact.

Se også: Mobiltelefoner med god antenne

 

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact – Pris

Sony Xperia XZ1 Compact har lige nu en bedste mindstepris hos teleselskaberne fra cirka 4.300 kroner med abonnement i seks måneder.

Se de bedste priser for Sony Xperia XZ1 Compact.

 

Konklusion og kvalitet i forhold til pris

Sony Xperia XZ1 Compact uden abonnement står fra cirka 4.300 kroner med abonnement i seks måneder. Det er en rigtig god pris – skal man købe den uden abonnement, så den fra cirka 4.500 kroner lige nu. Designet skal Sony til at gøre noget ved og  jeg savner de fordele, der er ved en stor skærm, men derudover er XZ1 Compact en forrygende god mobil til prisen.

Der findes i dag ikke mange mobiltelefoner med samme skærmstørrelse, faktisk kun iPhone. Den nye iPhone 8 med skærm på 4,7 tommer koster til sammenligning fra 6.500 kroner med abonnement i seks måneder, så der er 2.200 kroner i forskel på prisen på de to telefoner.

 

For:

  • Kameraet
  • Vandtæt
  • Hurtig brugerflade

Mod:

  • Lidt kedeligt design
  • Lynopladning går ikke vildt hurtigt

Test og anmeldelse af Sony Xperia XZ1 Compact – specifikationer og funktioner

Mål: 129 x 64 x 9,3 mm
Vægt: 140 gram
System: Android 8.0
Processor: Snapdragon 835, otte kerner (4×2,35 GHz og 4×1,9 GHz
Skærm: 4,6 tommer, HD med 1280 x 720 pixel, skarphed på 319 ppi
RAM: 4 GB
Indbygget hukommelse: 32 GB, plads til hukommelseskort op til 256 GB
Batteri: 2.700 mAh med quick charge
Datahastighed: 1 Gbit/s (4G)
Kamera: 19 megapixel, EIS, Predictive Hybrid Autofokus, fotolys, Aperture F/2.0
Frontkamera: 13 megapixel, F/2.0
Video: 4K, super slow motion med 960 fps
Tilslutninger: USB Type C, Bluetooth 5.0, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac
GPS: Ja
FM-radio: Nej
NFC: Ja

Se også: Test af Sony Xperia XZ1 Compact

Mere om temaet

Sagens videre forløb om emnet. Steen Jørgensen holdt fast i sin interesse i tematikken. d. 12/9/2017 dykkede vi igen ned i emnet med sagen; Guide til de bedste mobilabonnement i Danmark – Artiklen kan du læse her her. Se også de seneste nyheder om temaet her.