App sparer kommune for 500.000 kroner om året

Spildte tandlægetider har belastet det kommunale budget i Frederikshavn med over en halv million kroner om året i tabte arbejdstimer - en ny app skal råde bod det.

App sparer kommune for 500.000 kroner om året

Der er mange måder, kommunerne kan bruge eller spilde deres penge på – en af dem er spildte arbejdstimer. For eksempel når den kommunale tandpleje står med tandlægetider, hvor borgerne ikke møder frem til den aftalte tid.

Det har ført til, at Frederikshavn Kommunale Tandpleje lancerer appen Tandtid.

Se også: Store prisforskelle på de bedste mobiltelefoner

Koster 800 skattekroner når tandlægen venter forgæves

Tandtid fungerer, så de unge modtager deres tandlægetid på appen og så kan de melde afbud og chatte om at få en ny tid, der passer dem bedre.

Tandtid er specielt rettet mod de 13 til 18 årige, da det er her den store besparelse findes. Alt for mange unge, 15 procent oplyser Frederikshavns kommune, møder ikke op til den aftalte tid. Når tandplejen venter forgæves koster det op til 800 skattekroner pr gang.

”Vi håber at familier og især de unge brugere vil tage godt imod det nye tiltag og at de vil opleves som forbedringer i vores samarbejde og bestræbelser på at holde tænderne sunde på alle børn”, siger Gitte Adamsen, der er personaleleder i Den Kommunale Tandpleje.

Se også: Hvor meget data kan man få for 100 kroner?

 

Tandtid udviklet med de unge

Appen er udviklet i tæt samarbejde med 10.klassecenter Hånbæk i Frederikshavn. Den kommunale Tandpleje gav dem opgaven at finde ud af, hvordan man kunne komme problemet til livs. Og ideén til en app opstod hurtigt på baggrund af de unges idéer og ønsker.

”Hvis vi kan vænne de unge til at man altså skal melde afbud, så er vi langt. For så kan vi udnytte ressourcerne hensigtsmæssigt og give tiden til en anden patient. Det er klart, at det har vi alle en interesse i samfundsøkonomisk”, siger Gitte Adamsen.

Målgruppen er foreløbig de 11.500 børn og unge i Fredrikshavn Kommune, der er tilknyttet den kommunale tandpleje, men potentialet er stort, lyde det fra digitaliseringskonsulent Morten Hedegaard fra Frederikshavn Kommune. Han forklarer, at de er i kontakt med flere kommuner, der er interesserede i at tage appen i brug.

Se også: Nyheder og test af apps og spil