Apple afviste 1.679.649 bidrag til App Store i 2022
For første gang har Apple offentliggjort en gennemsigtighedsrapport for App Store. Man kan finde hele rapporten på Apples webside, og her kan man læse interessante detaljer om App Store.
For eksempel kan man se, at der ved udgangen af 2022 var 1.783.232 apps i App Store.
Se også: Sammenlign priser på telefoner
Tæt på 1,7 millioner apps og opdateringer blev afvist
I dokumentet, som 9to5Mac var først at opdage, afslører Apple også, at de gennemgik 6.101.913 såkaldte bidrag sidste år.
Bidrag kan også være opdateringer af eksisterende apps og ikke kun helt nye ting. Ud af de mange bidrag blev 1.679.694 afvist.
Overraskende nok kom størstedelen af bidragene, flere end en million, ikke med i App Store, da de ikke levede op til Apples retningslinjer.
Selskabet afviste desuden 441.972 apps af juridiske årsager.
Kina sendte flest forespørgsler om at få fjernet apps
Apple fjernede i 2022 186.195 apps fra butikken. Derudover behandlede de 1.474 forespørgsler om at fjerne app, hvor langt de fleste, nemlig 1.435, kom fra Kina.
På en andenplads kommer Indien med 14 forespørgsler. Apple fortæller, at de i samme tidsperiode behandlede 5.484 appelsager om apps fjernet fra den kinesiske App Store.
169 apps blev lagt ind i den kinesiske App Store igen i løbet af 2022 efter appelsager.
Se også: Bedste kameramobil
Tæt på 750.000.000 downloads om ugen
Sidste år downloadede iPhone-, iPad-, og Mac-brugere gennemsnitligt 747.873.877 apps hver uge.
Det lyder af meget, men samtidig blev der gennemsnitligt gendownloadet 1.539.274.266 apps om ugen.
Apple gik med på at offentliggøre en gennemsigtighedsrapport for App Store i et forlig, der blev indgået med App Stores udviklere i 2021.
På det tidspunkt fortalte Apple, at de i rapporterne ville “dele meningsfulde statistikker om app-gennemgangsprocessen, herunder antallet af apps, der afvises af forskellige årsager, antallet af kunde- og udviklerkonti, der deaktiveres, objektive data vedrørende søgeforespørgsler og resultater og antallet af apps, der fjernes fra App Store.”
Se også: Nyheder om apps