Flere desktop-funktioner i Lightroom Mobile-opdatering
Der er kommet flere funktioner fra det komplette Lightroom-program med i iOS-versionen. Du kan nu redigere en del af dit billede med paintbrush-funktionen. Det er endnu ikke med i Android-versionen, men til gengæld har den app fået et totalt redesign, så den nu skulle være hurtigere, mere effektiv og passe bedre til Android. Begge opdateringer kommer i morgen tirsdag.
Flere nyheder i Lightroom til mobiler
Med penslen kan du lægge Lightroom-værktøjer på kun dele af dit billede. Det er ikke noget nyt i Lightroom-forstand, men har ikke tidligere været tilgængeligt i mobil-versionen. Her kan du udvælge de dele af billedet, du vil redigere med penslen ved at bruge touchskærmen. Har du en nyere iPhone med 3D Touch, kan du variere effekten blot ved at ændre trykket mod skærmen.
Med en iPad har du nu også mulighed for at bruge Apple Pencil på samme måde.
Se også: Arbejd med DNG billeder i Lightroom Mobile
Masker med effekter
Det betyder også, at du kan bruge masker til at lægge effekter på dine billeder. Samtidig får du også flere muligheder med din maske-funktioner, der allerede er i Lightroom-appen. Du kan for eksempel finjustere de lineære og radiale gradienter, der kom med i appen i en tidligere opdatering, ved simpelthen at fjerne effekten fra dele af billedet.
Har du lavet en dramatisk himmel med den lineære gradient, kan du fjerne effekten fra den der enkelte gren, der stikker ud på himlen
Se også: Mobiltelefoner med kraftfuld processor
Lightroom optimeret til iPad Pro 2
En anden nyhed i iOS-versionen er, at du får ”Details”, som vi kender fra desktop-versionen. Her får du mulighed for at arbejde med skarpheden og støjreducering. På iPad har du også nye justeringer. Adobe selv siger, at den nye iPad-version af Lightroorm skal kunne udnytte iPad Pro 2ens hardware.
Den nye Android-version har ikke lige så mange nyheder. Til gengæld er appen blevet designet helt om, så den er nemmere, hurtigere og mere naturlig at arbejde med.
Selve appen er gratis, men der er flere af funktionerne i appen, der kræver, at du har et Adobe Creative Cloud-abonnement samt kan synkronisere trådløst mellem din computer og mobil. iOS-versionerne er nu på version 2.8.0, mens den nyeste Android-version er nummer 3.0.
Se også: Nyheder om Lightroom Mobile