Download af Zoom-appen er faldet med 89 procent siden 2020
Mobilappen til videokommunikationsplatformen Zoom, der engang var symbolet på pandemitiden, har oplevet et dramatisk fald i downloads i de seneste kvartaler.
Ifølge Stocklytics er antallet af Zoom-downloads faldet med 89 procent mellem 2. kvartal 2020 og 4. kvartal 2023.
Data afslører et særligt stort fald i Asien og Stillehavs-regionen, som er et af Zooms vigtigste markeder. Antallet af downloads i regionen faldt markant fra 113,45 millioner i 2. kvartal 2020 til ca. 18,3 millioner i sidste kvartal af 2023.
Se også: De bedste telefoner til videochat
Den mest downloadede app på Apple-produkter
Zoom fik sin storhedstid i i begyndelsen af 2020, da den globale COVID-19-pandemi tvang virksomheder til at lukke ned, så medarbejderne i stedet for måtte arbejde hjemmefra. Også skoler og uddannelsessteder benyttede i stor stil Zoom til den daglige undervisning og Zoom var i 2020 den mest downloadede app på Apples enheder.
Kombineret med, at folk verden over også brugte Zoom til at holde den sociale kontakt under pandemien, så var alt kørt perfekt i stilling for et værktøj som Zoom, hvor begrænsede fysiske interaktioner gjorde appen til et uundværligt værktøj til arbejde, uddannelse og sociale sammenkomster.
Antallet af downloads af Zoom-mobilappen steg eksplosivt mellem første og andet kvartal af 2020, hvilket afspejler den udbredte anvendelse af alternative kommunikationskanaler.
En konkurrent som Microsoft Teams oplevede også stor stigning i antallet af downloads, men Teams haltede dog konsekvent efter Zoom med hensyn til downloads af mobilapps i alle regioner.
Se også: Det bedste udstyr til videosamtaler
Ikke behov for videokonference apps som Zoom
Den store interesse for videokonference-apps er dog kølet helt af den seneste tid. Stocklytics finansanalytiker, Edith Reads, forklarer om det markante fald af Zoom-downloads, at behovet for videokonferenceværktøjer som Zoom er aftaget i takt med, at verden gradvist tilpasser sig en post-pandemisk virkelighed.
“Zoom er stadig en vigtig spiller i videokommunikationslandskabet, men dens dominans ser ud til at forsvinde, efterhånden som livet normaliseres, og folk vender tilbage til personlige interaktioner”.
Se også: De bedste abonnementer til erhverv
Brat afslutning på Zoom-boomet
Zoom afskedigede 1.300 medarbejdere, eller 15 procent af arbejdsstyrken, i begyndelsen af 2023. Det skete, efter at Zoom havde tredoblet antallet af medarbejdere på to år.
Zooms CEO Eric Yuan udtalte i en meddelelse om fyringerne, at de skulle have været bedre til at analysere deres teams for at vurdere, om de “voksede bæredygtigt”. Yuan tog ansvaret for, at det ikke blev gjort og lovede at reducere sin løn med 98 procent og give afkald på en 2023-bonus.
Selvom antallet af downloads er faldet, har videokonferenceplatformen stadig en stor brugerbase, som blev opbygget, da den var på sit højeste.
Selskabet har således 219.700 virksomhedskunder i dag og omsatte for knap 4,4 milliarder dollars i 2023, en stigning fra 4,1 milliarder dollars i 2022. Derfor ser det ikke helt skidt ud for virksomheden, selvom antallet af downloads altså er stærkt dalende.
Se også: Nyheder om video-apps