Dyr, mad og andet kan sløres med Portræteffekt i Google Fotos
Google har meddelt, at funktionaliteten i Portræteffekt i Google Fotos bliver udvidet, så den fremover kan bruges på en lang række andre genstande. Det skriver selskabet i et blogindlæg.
Som en af mange nyheder i Android har Google meddelt, at Portræteffekt får udvidet sin funktionalitet. Hidtil har det kun været muligt at bruge funktionen på portrætter af mennesker, men fremover vil man også kunne sløre en lang række andre genstande.
Lækker sløring på flere typer billeder
Det gælder blandt andet kæledyrene, mad og planter. Google forklarer, at man kan bruge den nye funktionalitet i Portræteffekt på både nye og gamle billeder i og med, at funktionen lægges på, efter at billedet er taget.
Det gælder også for billeder taget, inden Portræteffekt fandtes: “Uanset om det er billeder af dine firbenede venner på ferie, et kunstnerisk billede af din dyrebare stueplante eller bare hvad du har spist til frokost i dag, er det eneste, der er tilbage at fokusere på, hvordan du vil dele dem,” forklarer Google.
Krav for at få udvidet Portræteffekt
Den nye funktion er et fint initiativ, men den er ikke for alle. Den udvidede version af Portræteffekt er kun tilgængelig for ejere af Pixel-telefoner eller folk med et Google One-abonnement.
Derudover skal telefonen have mindst 3 GB RAM og køre Android 8 eller nyere. De fleste Android-brugere i Danmark kan nok sætte kryds ud for de to krav. Google siger, at funktionen kan fungere på alle disse andre genstande, men det er ikke en garanti, og læser man det hele mere nøje, så lover Google ikke, at funktionen altid er helt pålidelig.
Se også: De bedste kamera telefoner
Bedre beskedmuligheder og Nearby Share
Forbedringerne af Portræteffekt er en af en række opdateringer, Google har annonceret til Android. Udover denne får vi også bedre beskedmuligheder, bedre integration med Google TV med blandt andet et mere personligt feed, en skærmtidswidget og en funktion, der minder meget om Apples AirDrop.
Denne sidstnævnte og opdateringerne af beskedfunktionen ser ud til at være de vigtigste. Messages får understøttelse af emojis og kan fremover dele videoer i samme opløsning, som de er sendt. ”Nearby Share” gør det lettere lynhurtigt at sende billeder og videoer til flere personer i nærheden.
Google har ikke meddelt, hvornår funktionerne ruller ud, men det burde ikke vare længe.
Se også: Nyheder om foto apps