Epic Games ønsker antitrusthøring af Apple i Europa
Nu er det tilsyneladende tid til næste dyst i krigen mellem Epic Games og Apple. Epic har nemlig indsendt en antitrustklage til EU Kommssionen mod Apple.
“Forbrugerne skal have ret til at hente apps fra en hvilken som helst kilde”
Tidligere har Fortnite-udvikleren ansøgt om dækning af manglende indtjening fra Apple i USA, Australien og Storbritannien, men den nye sag handler om retfærdig adgang og konkurrence for forbrugere og udviklere.
”Forbrugere har ret til at installere apps fra hvilken som helst kilde og udviklere har ret til at konkurrere på et retfærdigt marked. Vi vil ikke forholde os passive og tillade Apple at bruge sin platformdominans til at kontrollere det, der skal være en plan digital boldbane” siger Tim Sweeney, CEO hos Epic Games.
Se også: Bedste telefoner til spil
Apple blokerer konkurrenterne
I en officiel pressemeddelelse hævder Epic games, at Apple helt har elimineret konkurrence, når det gælder in-app distribution og betalingsproces. Apple bruger også sin kontrol over iOS-systemet til at gavne sig selv samtidig med, at de blokerer konkurrenterne. Det er at udnytte sin dominerende position, mener Epic og dermed i strid med EUs konkurrenceregler.
Problemerne mellem Epic og Apple begyndte i august, hvor Epic rullede en opdatering ud, hvor kunderne kunne undgå Apples system for køb i appen, når de købte V-bucks i Fortnite. Det kunne gøres ved at bruge Epics eget betalingssystem. På den måde sparede Epic de 30 procent i afgift til Apple, som App Store ellers har som vilkår, hvilket er i strid med Apples regler.
Som resultat blev Fortnite smidt ud af App Store.
Se også: Nyheder om apps og spil