Fitness-apps er ubrugelige for ældre mennesker
Et hold forskere fra hospitalet Parc Sanitari Pere Virgili i Spanien og universitetet UOC i Californien, USA, har analyseret 15 apps, der alle er tilgængelige i Apple App Store og Google Play Store for at finde ud af, om de kan bruges af ældre mennesker.
Resultatet var nedslående. Kun én af de 15 analyserede apps har videnskabelig dokumentation for, at den kan bruges af folk, der beskrives som “skrøbelige”, et begreb forskerne bruger om ældre mennesker.
Det er skidt nyt, for fysisk træning anses for at være en nøglefaktor for sund aldring, lyder det.
Se også: De bedste fitness trackere
Fysisk træning er vigtigt for ældre mennesker
“Baseret på den nuværende videnskabelige evidens anbefaler vi altid at øge den fysiske aktivitet, udføre styrkeøvelser og frem for alt at reducere stillesiddende adfærd. Det er naturligvis bedre at træne end ikke at træne, men som fagfolk skal vi være i stand til at optimere og tilpasse vores recept med hensyn til intensitet, volumen, hyppighed og progression,” forklarer forskerne.
Studiet er et systematisk review, som bruger de mest stringente metoder til at søge efter, klassificere og analysere apps, der er tilgængelige i Apple App Store og Google Play Store. Det vil sige apps, som er tilgængelige og som mange mennesker, vi kender, sandsynligvis bruger.
Se også: De bedste abonnementer til ældre
Meget begrænset antal fitness-apps til ældre
Der er mere end 8.000 træningsapplikationer i Apples App Store og Googles Play Store og valget faldt på 15 af slagsen, som er downloadet mere end 10.000 gange, rettet mod ældre mennesker, opdateret inden for de sidste tre år, er på engelsk og ikke eksklusivt til en bestemt disciplin.
“Vi fandt et begrænset udvalg af apps til denne brugerprofil, og vi mener, at dem, der er tilgængelige, kunne være bedre tilpasset skrøbelige ældre menneskers behov, både hvad angår ordinering af motion og brugervenlighed, og dermed styrke dem i processen,” lyder det i undersøgelsen.
Ikke tilpasset brugernes behov
Ingen af appene var tilpasset brugernes kognitive behov, ifølge analysen. Ifølge forskerne skal en app rettet mod ældre mennesker være enkel, intuitiv og fokuseret på deres behov.
Derfor mener de, at det er vigtigt at inddrage slutbrugerne af apps i skabelsesprocessen og frem for alt at involvere ældre mennesker med forskellige baggrunde og forskellige niveauer af tekniske færdigheder.
Endelig fandt forskerne i deres analyse, at kun én af de 15 apps var baseret på videnskabelig evidens. Det er appen Vivifrail, som kommer både til iOS og Android.
Du kan læse mere om undersøgelsen her.
Se også: Nyheder om fitness-apps