Flappy Bird gør comeback – med multiplayer!
Flappy Bird blev en verdenssensation i starten af året.
Konceptet var enkelt: Hjælp en flappende fugl med at flyve igennem en åndløs bane med rør i forskellige højder.
Timingen er alfa omega. Det mindste fejltryk på skærmen og fuglen dør!
Ifølge rygterne skulle udvikleren Dong Nguyen have tjent 50.000 dollar om dagen på sit spil. Nguyen blev dog hurtigt anklaget for at have stjålet grafik fra Nitendos populære Super Mario-serie.
Brugere af spillet skabte samtidig så meget støj omkring spillet og Nguyen, at han valgte at fjerne det fra App Store og Google Play. Det førte til, at Flappy Birds blev solgt på telefoner til flere hundredtusinde kroner på eBay.
Men nu skulle fuglen være på vej tilbage. Nguyen siger til CNBC, at han er klar til igen at slippe fuglen løs i app-butikkerne.
Det forventes at ske til august og så kommer den også med multiplayer-funktion.
Det bliver spændende at se, om Nguyen kan formå at skabe lige så stor salgssucces for den nye udgave af spillet, sm han oplevede med den første.