Google går glip af mange millioner efter Fortnite-boycut

Epic Games holder successpillet Fortnite ude af Google Play og sælger det direkte fra selskabets eget site - det koster Google millioner af dollars.

Google går glip af mange millioner efter Fortnite-boycut

Google tager 30 procent i cut af de salg, der foregår i Play Store, både for hele apps og in-app køb. Det var en af årsagerne til, at Epic Games valgte ikke at lægge deres Fortnite Battle Royale-spil ud på Play Store. Spillet har solgt som varmt brød, så havde Epic lagt spillet på Play Store, skulle de formentlig efterfølgende have betalt Google store summer.

 

Fortnite holdes ude af Google Play: Google taber millioner af dollars

For Google betyder det, at alle de millioner, de kunne have tjent på at have Fortnite i deres butik, nu udebliver. Hvor mange millioner, det gælder, har folkene fra Sensor Tower et bud på. Ifølge deres beregninger vil det blot i 2018 dreje sig om 50 millioner dollars.

Sensor Tower har desuden estimeret, at spillet indtil videre har givet Apple omkring 54 millioner dollars fra in-app køb. Fortnite er tilgængelig for iOS-brugere via Apples App Store. Der er stadig nogle måneder tilbage af året, så det tal kan nå at vokse en del inden årets udløb. Epic Games’ CEO Tim Sweeney forklarer, at de 30 procent, som de skal betale Google for at sælge spillet gennem Google Play, er en uforholdsmæssig høj pris i forhold til den service, Google giver.

Apple tager også 30 procent af alle de køb og betalinger, der foregår i App Store, men her har Epic Games intet valg, da man kun kan hente spil og apps til iOS-enheder gennem App Store.

Se også: Bedste mobiltelefoner til spil

 

Fortnite har indtjent 1 milliard dollars

For Epics del siges det, at de har tjent en milliard dollars på spillet indtil videre på tværs af enheder. Når det lanceres til Android, kommer det tal kun til at stige. Android-lanceringen bliver dog noget anderledes end vanligt, da beta-versionen kommer til at være eksklusiv for Samsung-enheder og først senere kommer til andre enheder.

Samtidig skal der ret kraftig hardware til for at spille spillet, så der er mange Android-ejere, der vil få svært ved at spille Fortnite.

Se også: Nyheder om Fortnite